Professor Richard Aldrich er en glad mand. Den engelske historiker i international sikkerhed ved University of Warwick har netop modtaget, hvad der svarer til knap 5 millioner kroner til at forske i det, han kalder hemmelighedens landskaber. Det lyder ganske svævende, men når man går ham på klingen, viser det sig, at han skal bruge de mange forskningsmidler til at få indsigt i, hvordan de hemmelige sikkerhedstjenester opererer i vores kollektive bevidsthed, og hvordan de aktivt forsøger at have indflydelse på offentlighedens opfattelse af dem.
"Vi ved i realiteten utroligt lidt om de hemmelige efterretningstjenester, men vi har alle mulige forestillinger og en masse billeder, der kører gennem hovedet på os, når vi tænker på dem, takket været det hav af spionfilm, der er blevet lavet i tidens løb. Men hvis jeg nu spørger dig om, hvordan de for eksempel arbejder i Miljøministeriet, hvad er det for nogle mennesker, som arbejder der, hvad går deres opgaver ud på ... Jeg kunne blive ved, men du ville nok ikke kunne fortælle mig det, fordi de ikke er en del af vores kollektive mediebevidsthed," fortæller Richard Aldrich veloplagt over telefonen.
"Jeg og mit forskerhold skal forske i mere end blot, hvordan efterretningstjenesterne fremstilles i medierne. Vi skal også se nærmere på, hvordan de fremstiller sig selv i de bestilte og autoriserede biografier, og vi vil undersøge modsætningen mellem de autoriserede biografier, og hvordan efterretningstjenesternes arbejde fremstilles af de pensionerede agenter, som på trods af deres tavshedspligt har valgt at skrive og udgive en biografi, som efterretningstjenesterne ikke har givet det blå stempel." ET lille hjørne af Richard Aldrichs forskning beskæftiger sig også med, hvilken slags kriminalitet der truer det globale samfund. Og han mener, det er påfaldende, som Bond-skurkene er blevet til virkelighed på denne side af årtusindskiftet. Med stor iver forklarer han, hvordan Ian Fleming, forfatteren til Bondserien, var langt forud for sin tid, da han opfandt superskurke som Blofeld, Dr. No og Goldfinger. De var i realiteten post-koldkrigsfigurer, som opererede i en globaliseret verden, hvor der kun var én supermagt. I begyndelsen af 1990erne forudsagde den daværende chef for MI6 (den britiske udenrigsefterretningstjeneste), at den Kolde Krig ville blive afløst af en varm fred. Og i denne glohede fred boltrer virkelighedens Bond-skurke sig som fisk i vandet, mener Richard Aldrich og lirer den lange liste over superskurkene og deres synderegister af sig:
"Der er mange paralleller til Flemings superskurke. Der er jo de sydamerikanske narkobaroner, der rent faktisk forsøgte at købe en russisk militærubåd. Ja! Vi vidste jo godt, at de havde små private mini-ubåde til at smugle narko i, men at de havde tænkt sig at smugle deres varer med en stor russisk militærubåd kom bag på de fleste, og det kom først frem, da CIA forpurrede deres forsøg på at købe den russiske ubåd. Det var først her, at man blev opmærksom på, hvor købestærke og handlekraftige disse kriminelle egentlig er," fortæller Richard Aldrich.
Af andre Bond-skurkagtige kriminelle aktiviteter nævner Richard Aldrich organiseret organhandel, der fungerer som et semikriminelt sundhedsvæsen. Dvs. hvis man har penge nok og har brug for et organ, så er det muligt at skaffe det gennem disse kanaler, man skal blot ikke spørge for meget om, hvor det kommer fra. Richard Aldrich peger desuden på det systematiske smugleri af kinesiske kopivarer, som han mener er en stor indtjeningskilde for transportsektoren, specielt skibstrafikken. Og hvis vi bliver ved det maritime, så mener Richard Aldrich, at de somaliske pirater er som taget ud af en mulig Bond-film. "De truer en stor del af verdenshandlen, samtidig lever de et liv som konger og baroner i Somalia. De ligner til forveksling superskurkene, vi kender fra James Bond-filmene, og er virkelig et eksempel på, at virkeligheden imiterer fiktionen. De opererer internationalt og benytter sig af globaliseringens hvide pletter på landkortet, hvor hverken nationalstaten eller det internationale samfund kan eller vil handle," påpeger Richard Aldrich.
Disse virkelighedens Bondskurke bor eksotiske steder langt fra de velregulerede samfund, de har deres egen lille hær minus designeruniformerne og en forkærlighed for at holde eksotiske kæledyr.
"Det er imponerende, hvordan Ian Fleming kunne forudsige disse skyggeforbrydere, disse kriminelle mesterhjerner, som ikke længere kun hører hjemme i fiktionens verden, men som altså også har fundet vej til avisernes spalter."
Som historiker skal Richard Aldrich basere sin forskning på fakta, men han påpeger, at det til tider kan være en kamp at få adgang til informationer om tjenesternes arbejde. Og fordi de pensionerede agenter er pålagt tavshedspligt, mener han, at man faktisk kan få et langt mere korrekt indblik i, hvordan efterretningstjenesterne opererer, ved at læse spionromaner skrevet af tidligere agenter.
"Både John le Carré og Graham Greene var tidligere agenter, og ved at iklæde deres ord fiktionens formummende kappe kunne de tillade sig at være meget mere åbenmundede, end hvis de påkaldte sig biografiens autenticitet." De autoriserede biografier, som CIA bestiller, er et vidnesbyrd om, hvor megen vægt den amerikanske efterretningstjeneste lægger på at påvirke den offentlige mening om dem selv. De autoriserede biografier skal gå igennem CIAs censur, før de slippes ud på markedet, og CIA skyer ingen midler over for de agenter, som trodser deres tavshedspligt og udgiver en afslørende biografi uden om CIAs censur. De risikerer at få mundkurv på og nægtes muligheden for at få prøvet deres sag ved en domstol, fordi CIAs aktiviteter er hævet over loven. Det er med andre ord så hemmeligt, at det ikke tåler dagens lys - heller ikke en retssag.
Men CIA standser ikke her i deres bestræbelser på at påvirke samtidens og eftertidens opfattelse af dem, forklarer Richard Aldrich. De har de sidste par år haft en permanent forbindelsesofficer i Hollywood. Der skal da heller ikke mere til end en hurtig opringning til CIAs hovedkvarter i Langley i Virginia, før man vupti kommer i forbindelse med John Little, der bekræfter, at han er manden, man skal tale med for at få kontakter i CIA, hvis man står med et filmmanuskript i hånden og har brug for at få tjekket fakta.
"Jeg modtager henvendelser i forbindelse med spillefilm, men også mange henvendelser i forbindelse med tv og dokumentar. Jeg tror, jeg modtager 10-12 filmmanuskripter om året, og jeg sørger for at skabe kontakter videre ind i CIA, hvis det er nødvendigt. Desuden tager jeg stilling til, om der er hold i virkeligheden i beskrivelsen af CIAs arbejde. Er det rigtigt, at vi har den type analytikere ansat, som de beskriver i filmen? Er jargonen korrekt gengivet? Jeg tillader mig da også at påpege, hvis der er manuskripter, hvor historien er helt ude i skoven, men jeg kunne ikke drømme om at forsøge at censurere manuskripterne," bedyrer John Little.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at visse film ikke blev godt modtaget i CIAs hovedkvarter, mener Richard Aldrich:
"De var ikke glade for hverken The Good Shepherd, JFK eller 3 Døgn For Condor; CIA var frygtelig kede af at se Lansdale blive skildret som den onde i JFK, når han internt i CIA går for at være en af heltene, en regulær good guy." Terrorisme er gårsdagens problematik, mener Aldrich. Nu er det globale forbrydere, som truer velstand og stabilitet. Efter Murens fald blev efterretningstjenesterne mere synlige og åbne, men med 11. september har det ændret sig radikalt. Nu vil vi opleve, at tjenesterne vil lukke sig om sig selv igen:
"Den glohede fred, som vi oplever nu, betyder, at vi ikke kan få samme indsigt i tjenesternes operationer, som vi måske kunne i slutningen af 90erne. Vi ville nok heller ikke bryde os om de informationer, vi i så fald ville se, for metoderne stemmer ikke overens med de bløde demokratiske værdier, vi gerne vil stå for, og som vi kritiserer andre for ikke at repræsentere. Vi har det svært med, at vi beskytter demokratiet med en stålhandske."
Bragt i Weekendavisen første gang d. 31. December 2008
Experimentarium - Tuborg Havnevej 7 - 2900 Hellerup - Tel. 39 27 33 33 - Fax. 39 27 33 95 - info@experimentarium.dk
Din kommentar