Mennesket som rovdyr

Skrevet af: Mette Løgeskov Lund

Jagt. Dyr bliver mindre og formerer sig tidligere, når de jages af mennesket. Ny undersøgelse påviser, at mennesket er et superrovdyr, der har stor indflydelse på de jagede arters evolution.

ENGANG foregik jagt med spyd, kniv og mandsmod. Det var en disciplin, som skulle mestres for at overleve. Men efterhånden som menneskets teknologi har udviklet sig, har jagten ændret sig. Nu foregår det oftest med kikkert, rifler, ekkolod, trawlere og en hel del mindre mandsmod. Mennesket har udviklet sig til et superrovdyr, som ikke spiller efter samme regler som andre rovdyr. Hvor en ulv nøjes med at jage omkring 20 arter, kaster mennesket sig over flere hundredtusinde af slagsen. Og den udvikling har sat sine spor i både dyre- og planteverdenen.

Chris Darimont, post.doc fra University of California i Santa Cruz, havde bemærket udgivelse af flere og flere videnskabelige artikler omkring arters forandring. Dyr som Bighorn-får så man blandt andet blive mindre, og selv størrelsen af deres horn var formindsket med 20 procent i forhold til tidligere generationer. Man mente, at forandringen hang sammen med, at det primært var store får med store horn, der blev skudt af jægere. Chris Darimont blev nysgerrig efter, om denne forandring også gjaldt for andre jagede dyr.

Han og hans forskningsgruppe begyndte derfor at indsamle data på forskellige rov- dyrsystemer, hvor mennesket er indblandet.  Gruppen analyserede data fra tidligere videnskabelige undersøgelser af i alt 29 forskellige arter jagede dyr i 40 geografiske områder. Undersøgelserne målte på forskellige forandringer over tid: formeringstidspunkt, generel størrelse eller størrelsen af specifikke kropsdele. De fleste af studierne fokuserede på ændringer i fiskebestande, men der var også analyser af snegle, Bighorn-får, rensdyr, og planter som snelotus og ginseng.

"Det viste sig, at dyr, som bliver jaget af mennesket, i gennemsnit har fået 20 procent mindre krop end foregående generationer, og de formerer sig 25 procent tidligere," fortæller Chris Darimont.

SPØRGSMÅLET var nu, om der overhovedet var nogen forskel i forhold til dyr, der lever uden at blive jagtet af mennesket eller generet af vores forurening. Derfor begyndte han at sammenligne jagede dyr med de naturlige. Data for de jagede arter blev sammenlignet med to andre databaser: den ene indeholdt arter som for eksempel finker fra Galapagos, som har levet helt naturligt uden menneskelig påvirkning og kun ændret sig ved naturlig selektion. Den anden database var for arter, som ikke bliver jagtet af mennesket, men som på anden vis bliver påvirket af os, eksempelvis via forurening. Og resultaterne var slående.

"De dyr, som mennesket jager, ændrer sig hurtigere end nogen andre arter i verden.  De udvikler sig tre gange så hurtigt som naturlige dyr. Det vil sige, deres evolution går tre gange hurtigere. Det er markant. Selv i forhold til dyr, som for eksempel påvirkes af menneskets forurening, er der en forskel.  Her går de jagede dyrs evolution 50 procent hurtigere," siger Chris Darimont.  Studiet er det første, der beregner hastigheden af evolutionen og er netop blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS). Det øger forskernes forståelse af, hvilken kapacitet dyr har til at ændre sig for at overleve. "Disse forandringer forekommer i løbet af vores levetid.  Kommerciel jagt og fiskeri har vakt en latent evne i dyrene til at forandre sig hurtigt," siger Chris Darimont.  Ændringerne er, ifølge Chris Darimont, en konsekvens af den måde, mennesket jager på: "Hvor naturens egne rovdyr måske nedlægger omkring 10 procent af et byttedyrs bestand, fjerner mennesket typisk 50-70 procent af de største, sundeste dyr, og det kan ikke undgå at påvirke populationerne." I ?skeriet er nettene for eksempel lavet, så de små fisk slipper igennem, mens de store fanges. Det samme gør sig gældende for jagt på landjorden. Ofte siger jagtregulativer, at små dyr og dyr med små horn ikke må jages.  Dette er totalt modsat naturlig jagt, hvor rovdyrene netop går efter de små dyr, da de er et lettere bytte.

Man kan sige, at mennesket nærmest fungerer som en dominant evolutionær kraft.  Som det superrovdyr vi er, forårsager vi ændringer i de dyr, der overlever vores jagttogter. Det er især to slags ændringer, man ser: de genetiske og de plastiske. De genetiske er for eksempel, at dyrene generelt blive mindre eller får mindre horn. Dette sker, fordi mennesket jager de største og prægtigste eksemplarer. Når vi fanger alle de store, er der kun de små tilbage til at formere sig, og dermed fremavles der efterhånden mindre dyr.

De plastiske ændringer er derimod de indre tilpasninger, som dyrene eller planterne foretager for at overleve. "Normalt er det en evolutionær fordel at blive stor hurtigt og vente med reproduktion, men når alle de store bliver dræbt af mennesket, er det pludselig en fordel at være mindre og reproducere sig, inden man bliver for stor. Derfor har man for eksempel set, at torsken formerer sig et helt år tidligere end normalt," fortæller Chris Darimont.

På blot 20 år er torsken gået fra første gang at formere sig, når den er omkring seks år til nu kun at være fem år. "Når dyrene reproducerer sig tidligere, har de ikke lige så mange æg, som hvis de var et år ældre og fem centimeter længere. Derfor har de ikke lige så meget afkom som tidligere. Ikke nok med, at vi fjerner 50-70 procent af fiskene.  De fisk, der er tilbage, er også mindre i stand til at reetablere sig og kompensere for tabet af så stor en del af bestanden," forklarer Chris Darimont.

Chris Darimont gør opmærksom på, at ingen forskere ved, hvilken betydning det vil få i det store billede. Men én ting er sikker, størrelsen har en betydning i naturen. Både i forhold til interaktioner med naturlige rovdyr og i konkurrencen om mad og levested.  HVAD der vil ske i fremtiden vil ifølge Chris Darimont afhænge af den enkelte art. Vi kan risikere, at der sker det samme, som skete med torsken i Canada, hvor Chris Darimont oprindelig er fra. Her blev torsken kommercielt udryddet som følge af et heftigt fiskeri, som har stået på siden 1920rne. Et godt eksempel på, at vi er ved at jage de dyr, som hele vores industri er bygget op omkring, ud på udryddelsens afgrund. "Mange industrier er i gang med at jage deres egen fremtidige indkomst væk," udtaler Chris Darimont.  Ifølge Chris Darimont er der kun en ting at gøre: "Vi bliver nødt til at efterligne de naturlige rovdyr og ændre vores jagttaktik. Hvis vi nøjes med at tage en meget mindre del af bestandene og fokusere på de mindre dyr, kan vi måske vende evolutionen, så det igen bedst kan betale sig at blive stor og formere sig senere. Det vil måske kunne redde arterne.  Optimalt skal vi helt lade være med at jage de pågældende dyr, men det er ikke realistisk.

Der er enorme politiske, økonomiske ja selv kulturelle kræfter på spil, som vil kæmpe imod. Omvendt er det første gang, der har været en så markant global medieopmærksomhed på problemet, så vi kan da håbe."