Firbenede dyr stammer oprindeligt fra fisk, og forskere har for længst fundet fossiler af de fisk, som gradvist udviklede deres finner til ben, som kunne gå på jorden. Nu har svenske og polske forskere fundet fodspor efter firbenede dyr, som har levet 18 millioner år tidligere end man troede firbenede dyr overhovedet eksisterede. De firbenede fodspor er også 10 millioner år ældre end de fossile fisk, som højst sandsynligt udviklede sig til de firbenede landvæsener.
Sporene er fundet i det sydøstlige Polen, på det der hedder Wojciechowice Formation og tilhører dyr, som eksisterede for hele 397 millioner år siden og var fra 0,5 til 2,5 meter lange. Fundet af sporene betyder, at der er store huller i de fossile optegnelser. Der burde være fundet spor efter både firbenede dyr og den forfædrende fisk fra denne tidligere periode. De manglende fossiler skyldes, at forholdene på den tid ikke var optimale for at konservere og dermed bevare skeletter af dyr. Hvilket også ses i det polske område, som er helt blottet for fossiler.
Forskningen viser, at de to grupper faktisk levede samtidig i mindst 10 millioner år, hvilket ikke tidligere har været kendt. Men det er ikke kun den tidsmæssige placering af firbenede dyr, der skal revurderes. Forskerne stiller også spørgsmålstegn ved de miljømæssige omgivelser, hvor udvikling fra fisk til firbenet er sket. Deres opdagelser indikerer nemlig, at oprindelsen af de firbenede dyr skete i marine tidevands- og lagunezoner, og ikke i oversvømmede skovområder langs floder, som man ellers har ment. Tidevandszoner vil have givet mulighed for at forfædrene til de firbenede dyr langsomt kunne udvikle kompetencer på landjorden, mens de udforskede de nye uudnyttede ressourcer.
Forskernes resultater betyder, at den tidsmæssige placering af overgangen fra fisk til firbenet dyr må anses for at være usikker.
Din kommentar