Vulkanudbrud på køkkenbordet
21.10.09 // Eksperimenter
Med en sodavandsflaske og lidt jord kan du bygge din egen vulkan derhjemme og endda få lavaen til at strømme.
Du skal bruge:
- En tom sodavandsflaske (halvliters)
- En bradepande
- Seks store håndfulde jord
- En spiseskefuld natron (også kaldet ’bagesoda’. Kan købes i supermarkedet)
- 2 dl. eddike i en lille kande
- Rød frugtfarve
Sådan gør du:
- Placér din tomme sodavandsflaske midt på bradepanden
- Brug jorden til at lave ’et bjerg’ rundt om flasken. Hvis jorden er tør, kan du bruge lidt vand, så hænger det bedre sammen
- Pas på du ikke dækker hullet på flasken
- Dryp lidt rød frugtfarve i eddiken, så din ’lava’ er klar til brug. (Vent med at hælde det i flasken)
- Put en spiseskefuld natron i flasken, og
- Hæld straks din røde ’lavavæske’ i og se, hvad der sker!
Rødt skum vil sprøjte ud af flasken og vælte ned over bjergsiderne som ved et rigtigt vulkanudbrud!
Forklaring: Når natron blandes med eddike, dannes der kuldioxid (CO2). Kuldioxiden forårsager et tryk, som får væsken til at sprøjte ud over kanten.