Under en rejse i USA havde Egmont Fondens formand, Esben Dragsted besøgt en række science centre. Inspireret af disse besøg stillede Esben Dragsted sig det relevante spørgsmål: Hvorfor ikke etablere et tilsvarende dansk science center?
På initiativ af Egmont Fonden blev der derfor nedsat en projektgruppe bestående af 14 medlemmer med daværende undervisningsinspektør Jannik Johansen som formand og Esben Dragsted som næstformand.
Projektgruppen ansatte faginspektør Tage Høyer Hansen og lektor, cand. scient. Nils Hornstrup til at udføre en forundersøgelse. Denne blev afsluttet i januar 1986 med (indlevering af) rapporten “Et Dansk Science Center ?” til Egmont Fonden. I forbindelse med forundersøgelsen besøgte man adskillige science centre verden rundt, og begrundede behovet for et dansk science center udfra et pædagogisk, uddannelsesmæssigt og alment samfundsmæssigt behov. Desuden blev der opstillet et budget, og man foreslog forskellige finansieringsmuligheder i forbindelse med etablering og løbende drift af et dansk center.
Den naturvidenskabelige forskning og dens resultater gennem det sidste århundrede havde fået voksende betydning for samfundets udvikling.
Befolkningen og forskerne havde en fælles interesse i oplysning om forskningen, dens resultater og indflydelse. Således at den fremtidige udvikling ville kunne hvile på et tilstrækkeligt fundament.
Den daværende uddannelsespolitik ønskede indlæringsinstitutioner, hvor konkrete oplevelser og erfaringer blev sat i centrum. Derfor pegede alt på, at et dansk science center burde være aktivitets- og uddannelsesorienteret.
For at afprøve idéen besluttede man at udvikle forsøgsudstillingen "Menneske - her er din krop". Den åbnede i Remisen på Østerbro i København 15. april 1988 og varede i tre måneder.
Udstillingen nåede et besøgstal på 71.900 personer.
Udstillingens succes blev hurtigt efterfulgt af tre store donationer:

I april 1988 blev Asger Høeg ansat som Experimentariums første og hidtil eneste direktør. Asger Høeg fik ansvaret for at projektere et permanent dansk science center og rejse den til etableringen nødvendige kapital.
I september måned 1988 blev der afholdt et stort møde i Tuborgs Store Mødesal, hvor projektet blev præsenteret for 100 personer fra Danmarks største fonde, virksomheder og institutioner.
Den 30. januar 1989 var der opnået sikkerhed for den nødvendige etableringskapital på 56 millioner kroner. Beslutningen om at gennemføre projektet blev herefter taget. Man planlagde at det danske science center, Experimentarium, skulle åbne i 1991. Hendes Majestæt Dronningen, ledsaget af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, indviede Experimentarium den 9. januar 1991.