Visioner
Bygningsidentitet og relation til omgivelserne
Det er et vigtigt mål, at Tuborg Havnevej 7 fremover kommer til at markere sig i byrummet og arkitektonisk spiller sammen med omgivelserne. Bygningen skal åbne sig mod den omgivende bydel og tilbyde oplevelser, der ikke udelukkende er knyttet til Experimentariums udstillinger. Butik, café og andre aktiviteter skal betjene bydelen, uden at der skal betales entré. Experimentarium skal være bydelens kulturhus, som tilbyder oplevelser som film, foredrag, koncerter m.m.
Samtidig er det et ønske, at bygningen i så høj grad som muligt kan indgå som en del af Experimentariums virksomhed - være en kongenial ramme og klar eksponent for Experimentarium.
Bygningens fremtræden forventes at afspejle Experimentarium som Danmarks Science Center.
Udstillingsmiljø
Udstillinger er og vil fremover være en central del blandt Experimentariums mange forskelligartede aktiviteter. Det gælder både en dynamisk hovedudstilling, der til stadighed udvikles, og som kan møde den besøgende med nye oplevelser, og de skiftende særudstillinger der sætter fokus, borer i og udfolder aspekter, der har relation til Experimentariums arbejdsområde. Typisk vil særudstillingerne ofte trække linjer til dele af hovedudstillingen.
Udstillingsarealerne skal have en høj grad af fleksibilitet, der giver videst mulige rammer for meget forskelligartede udstillinger. Arealerne skal kunne scenograferes så de kan rumme mange udstillingstyper. Det er meget centralt at rummene har et godt indeklima, både når det gælder materialer, overflader, akustik, varme og luftkvalitet.
Udendørs udstilling
Et væsentligt aspekt i udbygningen er at etablere mulighed for udendørs udstillinger. Da Experimentarium kun råder over det grundareal bygningen står på, skal denne udstillingsaktivitet foregå på bygningens tag. Experimentariums besøgstal er meget afhængigt af vejret, og et udendørs udstillingsareal vil give muligheder for at udnytte alle slags vejrlig aktivt, og tiltrække besøgende uanset vejret.
Undervisning og Forskning
Udover formidling er undervisning og forskning væsentlige dele af Experimentariums virksomhed. Karakteren af disse aktiviteter, samarbejdspartnere og de fysiske rammer disse aktiviteter skal foregå i, er under udvikling og vil fremover få en mere central rolle. Nuværende aktiviteter med undervisning af skole- og gymnasieelever planlægges udvidet til også at omfatte elementer i samarbejde med universiteterne, herunder forskning i området Læring i uformelle omgivelser.
Teknologi
Den teknologiske udvikling rykker til stadighed grænserne for formidling af naturvidenskab og teknik. Bygningen skal i højest muligt omfang kunne rykke med, forstået på den måde at grundlæggende bygningsmæssige løsninger må have indarbejdet en sådan grad af fleksibilitet at den er robust for udviklingen i en årrække fremover.
Arbejdspladser
Kvaliteten af bygningens nuværende arbejdspladser lever ikke op til en standard, der afspejler Experimentariums visionære aktiviteter. Det er væsentligt at der skabes gode rammer for det daglige arbejde overalt i bygningen, og at der etableres en umiddelbar sammenhæng mellem arbejdspladserne til understøtning af samarbejdet og den fællesskabsfølelse, som er væsentlig hos Experimentariums medarbejdere.
Der er behov for både fysisk sammenhæng mellem de enkelte afdelingers lokaler, mellem etagerne, og gode forbindelser og udkig mellem arbejdspladserne og aktiviteterne i udstillingsarealerne.
Miljømæssig bæredygtighed
Det er en integreret del af Experimentariums identitet at prioritere miljømæssig bæredygtighed i bredest mulig sammenhæng, herunder også i den bygningsmæssige ramme. Derfor er det en forudsætning, at der i udbygningen og fornyelsen skal indarbejdes en række ambitiøse mål omkring bæredygtighed, CO2 regnskab og sunde materialer. Udover at være en del af bygningens fysik, kemi og biologi, vil det være ønskeligt at en række af disse elementer kan indgå i den pædagogiske formidling i udstillinger, undervisning og forskning.
Tilgængelighed og sammenhæng
Experimentarium skal have en høj grad af tilgængelighed, både fysisk og mentalt, ligesom en høj grad af sammenhæng i den mangfoldighed som Experimentarium formidler omkring naturvidenskab og teknik, skal være åbenbar.







