Fladlus lever imellem kroppens hår - især hårene omkring kønsorganerne. Man kan også få fladlus under armene, i skæg og nogle gange også i øjenvipper og øjenbryn. Fladlusen har nogle ret store kløer, som den bruger til at gribe fat omkring et hår. Bagefter borer den sine munddele ned i huden og suger blod på livet løs. Den holder kun få pauser, og den kan kun klare sig et døgn, hvis den “falder af” den krop, som den har bidt sig fast i.
Hvis man har fladlus, kan man smitte andre, når man har samleje. Men man kan også smitte andre, hvis man kradser hår af kroppen, og hvis disse hår kommer tæt på andre. Fladlusene klamrer sig nemlig til håret et stykke tid efter, at det er faldet af kroppen.

Den voksne fladlus er ca. 3 mm lang. Og den er lige så bred. Fladlusen ligner en lille krabbe. Den har nogle ret veludviklede klosakse. Fladlus har ikke vinger, og de kan hverken flyve eller hoppe.