Hele året er lusetid - men det er særligt slemt om efteråret. Før i tiden mente man, at man fik lus, hvis man ikke vaskede sig så tit. Men det er ikke rigtigt. Lus kan både trives i rent og beskidt hår. Det er blodet fra din hovedbund, de vil have. Lus kan ikke lide at være i hår, der er kortere end 0,5 cm.
Lus lægger især deres æg bag ørerne eller i nakken. Det kløer at have lus. De spytter nemlig et stof ud på huden, som forhindrer blodet i at størkne, når de suger det op.
Hvis du har fået hovedlus, forlader de ikke frivilligt din hovedbund. Med mindre der kommer en anden god hovedbund forbi. Derfor smitter man også især hinanden ved tæt kontakt, når man f.eks. leger eller giver knus.
Lus kan kun leve et par dage, hvis de ikke har en menneske at suge blod på. Så når børnehaven eller skolen har stået tom weekenden over, er det normalt nok til, at efterladte lus er døde mandag morgen.
Hvis man vil undgå lus, er det en god idé at kæmme sit hår med en særlig tættekam en gang om ugen. På den måde opdager man lusene, inden de er blevet for mange, og inden man har fået smittet en masse andre.

Den voksne hovedlus er ca. 3 mm lang. De små nymfer er 1-2 mm lange, og æggene er 0,8mm store. Lus har ikke vinger, og de kan hverken flyve eller hoppe. Det tager 6-9 dage, før et luseæg klækkes. Så kommer der en lille lusenymfe ud. Den er 9-12 dage om at blive voksen. Den voksne lus kan leve 3 uger.