Her møder du de mindste beboere i din bolig – bakterierne og svampene. Find ud af hvorfor gammel mad bliver behåret og slimet. Gå på opdagelse med mikroskopet og oplev, at der udspiller sig et dramatisk dyreliv i dine blomstervaser.
Her kan du se det fascinerende drama, der udspilles, når mad fordærver. Prøv også at stikke næsen hen til lugteflaskerne. - Er det mon lugten af sur fløde, søde jordbær eller rådden fisk, der møder dig?
Gå på opdagelse med zoommikroskopet. Her finder du en samling af de “bofæller”, du har hjemme i køkkenet.
Gå på jagt i blomstervand! Du vælger vandprøven og går på jagt med mikroskopet med den største forstørrelse, du kan se i KribleKrable.
Når du får fangst i Mikrojægeren, kan du tage et billede og sende det til dig selv eller din ven.
Sæt dig ved spisebordet og se i Familiebillederne II. Her har vi samlet billeder og levnedsberetninger af en række af de bofæller, du deler køkken med derhjemme. Find ud af hvem der kan lide kattemad, og hvem der foretrækker kiks!
Ved du hvor højt en loppe kan hoppe? Ved du, hvor mange bakterier der lever i og på dig? Test dig selv på spændende facts om KribleKrable-dyrene hjemme hos dig.