Borebillen skal have fugt, så derfor trives den ikke i moderne gennemvarme og tørre boliger. Det er billens larver, der ødelægger træet. Larverne tygger populært sagt gange i møbeltræ, gulve eller dørkarme. Gangene bliver bredere og bredere, efterhånden som larverne bliver større og ældre.
En borebillelarve er hele 4-8 år om at blive til en færdig bille. Og i al den tid smasker den rundt inde i træværket og underminerer materialet.
Borebillen kan leve i stort set al slags træ - ja ligefrem i bøger. Heldigvis er borebillelarven en langsom ødelægger. Så som regel kan man nå at bekæmpe larverne, før de har lavet træet om til de rene hulleplader.

En voksen borebille er 2-5 mm lang. Larven er hvid og krumbøjet, og den kan blive op til 5-6 mm lang.