Man opdager typisk klædemøl ved, at der pludselig er hul i den dejlige uldtrøje, i gulvtæppet inde under skabet, eller ved at de ganske enkelt flagrer irriterende rundt i stuerne. Larverne lever nemlig skjult på mørke steder, hvor de ikke bliver forstyrret. Her “gnasker” de hul i møbler, tæpper eller tøj, som ikke bruges så tit.
Møl kan lægge mange æg - 100-150 i deres levetid. De er ret skrøbelige og går let i stykker, hvis man banker, børster eller støvsuger de ting, de ligger i. Æggene er svære at få øje på. Når man tror, at man har afsløret en samling møl-æg, er det som regel larvernes afføring, man har opdaget.
Klædemøl kommer oprindelig fra varme lande. De fik først for alvor dansk luft under vingerne i 1700-tallet, da kakkelovnene holdt deres indtog i de danske hjem. Klædemøl kan bedst lide naturgarn. Her er der nemlig rester af fedt, som møllene også har brug for udover det hornstof, som de især lever af. Hornstof findes i uld, pelse og fjer.
