Ørentvisten passer godt på sine børn, og det er lidt af et særsyn blandt insekter. Hunnen laver en lille hule under jorden. Her bliver hun hele vinteren. Hannen vil gerne være med, men så snart hunnen har lagt sine æg, bliver hannen smidt ud i kulden. Og det dør han af. Hunnen er meget optaget af sine æg. Og når ungerne kommer ud af æggene, forsvarer hun dem mod fjender. Om natten render ungerne ud på egen hånd for at finde mad, men inden solen står op, er de tilbage hos deres mor. Til sidst dør moderen af alt det arbejde, og så må ungerne klare sig selv. Men inden de tager “afsked med hinanden”, spiser de deres mor. I naturen går intet til spilde.
Ellers spiser ørentviste især andre små insekter og larver. De er faktisk fantastiske bladlusjægere, og de fanger de små kræ der, hvor selv kemiske sprøjtemidler har svært ved at få bugt med lusene. Så ørentvisten er et nyttedyr, som du bør værdsætte.
Man siger, at ørentvister kravler ind i ørerne. Men det er en skrøne. Ørentvister kan godt lige mørke skjulesteder, men hvis de forvilder sig ind i en øregang, kommer de hurtigt ud. Normalt holder ørentvister sig ude i haven og kommer ikke ind i husene. Men på landet kan der godt komme mange ind om efteråret.

Ørentvisten bliver 1-1,5 cm lang. Den ser lidt drabelig ud med sin tang i bagenden. Den kan også bruge den til at bide med, hvis den bliver truet. Men den kan ikke nappe hul i et menneske. En ørentvist kan leve i 12-16 måneder.