Årsberetning 2024
Experimentarium har VOKSEVÆRK! 2024 bød på en ny VR-oplevelse på Tuborg Havnevej, homecomingfest for Andreas Mogensen og nye oplevelser med Experimentarium over hele landet.
Foto: Experimentarium
Experimentarium har VOKSEVÆRK! 2024 bød på en ny VR-oplevelse på Tuborg Havnevej, homecomingfest for Andreas Mogensen og nye oplevelser med Experimentarium over hele landet.
2024 blev det første år med Experimentariums ambitiøse, femårige vækststrategi VOKSEVÆRKET, og vi er kommet rigtigt godt fra land.
ÅRETS RESULTAT
Koncernens resultat og økonomiske udvikling 2024 blev samlet set bedre end forventet. Den primære indtjening blev på godt 1,6 mio. kr., hvilket er et stykke over forventningerne til årets resultat. Derudover indbragte omlægning af gæld til realkreditinstitutter en kursgevinst på 24 mio. kr., så det samlede resultat blev 25,6 mio. kr.
Brugertal
Fremover benytter vi betegnelsen ”bruger” om alle, der vælger at benytte et produkt fra Experimentarium, som har til formål at formidle naturvidenskab og teknologi.
Det samlede antal brugere i Juvelen (Experimentarium i Hellerup) landede på 425.303. Traditionen tro udgjorde skoler og institutioner en væsentlig del af vores besøgende gennem året – i alt 21% svarende til 88.883 børn og unge. Ud over de 425.303 brugere har 30.000 besøgt udstillingen i Københavns Lufthavn Takeoff til fremtiden?, som åbnede den 9. december 2024.
Vokseværk og ny organisering
2024 blev det første år med Experimentariums ambitiøse, femårige strategi VOKSEVÆRKET. Vores vision er at samle børn og voksne om overraskende og engagerende oplevelser, der har kraft til at skabe forandring i den enkelte og i verden, og målet er at blive landsdækkende og nå 1,6 mio. brugere i 2028.
Strategien indebærer nye og anderledes indsatser og kræver, at vi styrker fleksibilitet, dynamik og hurtigere beslutningsprocesser i vores organisation, og derfor har vi foretaget en omorganisering og indfører gradvist medledende teams på tværs.
En kæmpe tak til alle medarbejdere på Experimentarium for at give strategien ben at gå på og for de mange flotte resultater i 2024. Vi vil se frem til at fortsætte rejsen med de bærende ledestjerner: Transformerende, indkluderende, bæredygtige og nytænkende i de kommende år.
Bæredygtighed
Experimentarium er en certificeret ”Green Attraction”. Der er nedsat et ”Green Team” på tværs af organisationen, og teamet har gennem hele 2024 har bidraget til et solidt fundament for indsatsen. Blandt andet har der været et stort fokus på både den interne og eksterne kommunikation for at gøre den bæredygtige omstilling til en integreret del af Experimentariums fortælling – og ikke et separat spor i vores indsats.
OPLEVELSER
Naturriget
En stor, ny oplevelse om biodiversitet åbnede torsdag den 21. marts lige op til påskeferien. Oplevelsen skal udfordre børn og voksnes syn på den danske natur og styrke deres lyst til at passe bedre på den. Naturriget er placeret i et område på 2. sal, der blev apteret til formålet, hvilket i praksis betyder en udvidelse af Experimentariums samlede brugervendte område.
Takeoff til fremtiden?
En aftale med Københavns Lufthavn betyder, at Experimentarium fra udgangen af 2024 og tre år frem tilbyder en oplevelse i lufthavnen på 100 m2 med titlen Takeoff til Fremtiden? Oplevelsen tager afsæt i brugerens helt aktuelle situation: At være på vej ud i verden med fly. På en åben, legende og eksperimenterende prøver brugeren kræfter med teknologier, der kan bringes i spil for at sikre en grønnere flytrafik. Oplevelsen er placeret i Terminal 2.
Fremtidsmennesket
Fremtidsmennesket – hvor langt vil du gå? er udviklet og produceret af Experimentarium i samarbejde med Det Etiske Råd. Målet med oplevelsen og de supplerende aktiviteter er at øge børns og unges teknologiforståelse ved at gøre dem klogere på teknologier, som kan påvirke vores liv i en nær fremtid. Derudover lægges der op til at debattere teknologiernes dilemmaer og undersøge vores egne holdninger, værdier og dispositioner. Oplevelsen var en del af Experimentariums tilbud gennem hele 2024 og skal i 2025 videre til Naturhistorisk Museum i Århus.
Som et supplement til Fremtidsmennesket har vi afholdt seks Hjernedage, hvor der blev sat fokus på hjernen og hjerneforskning med deltagelse af hjerneforskere og inddragelse af oplevelsen. Hjernedagene havde samlet set deltagelse af flere end 1000 gymnasieelever.
Rumrejsen
Experimentarium har været dybt involveret i et stort, landsdækkende formidlingsprojekt bestående af fire signaturprojekter hver med en række aktiviteter fra 2023 og langt ind i 2024. Blandt andet har vi udviklet en oplevelse i fire kopier med titlen På mission med Andreas Mogensen, og med projektet Rummission Live har vi været omdrejningspunktet i at skabe opmærksomhed, viden og dialog gennem events på en række attraktioner over hele landet.
På Andreas Mogensens Homecoming-dag 29. april 2024 havde vi æren af at modtage hele Danmarks astronaut i Experimentariums forhal, hvor flere end 1000 interesserede var mødt op.
Jagten på den gode energi
12. oktober åbnede Norlys’ første ladepark med en stor Experimentarium-oplevelse på Drejebænken uden for Odense. Oplevelsen er et interaktivt tilbud til familier om at være sammen, have det sjovt og lege sig til ny viden om energi på et udendørs Experimentarium-område, mens bilen lader op. Oplevelsen er gratis og taler ind i Experimentariums indsats om at blive landsdækkende og give nye brugere mulighed for at opleve Experimentarium. I 2025 -2026 er der planlagt yderligere fire Experimentarium-oplevelser i forbindelse med Norlys’ ladeparker i hele landet.
NYE OPLEVELSER PÅ VEJ
Legedalen
Legedalen er en oplevelse om biodiversitet for de 3-6-årige. Ligesom andre store oplevelser på Experimentarium er den udviklet og produceret af vores egne, dygtige medarbejdere. Udviklingen blev afsluttet i 2024, og oplevelsen åbnede op til vinterferien 2025. Legedalen betyder, at hele Experimentariums stueetage nu er dedikeret til målgruppen 1 – 6 år.
Legedalen har desuden en pop-up-version, som de kommende fem år skal turnere rundt til hovedbiblioteker i hele landet. I samarbejde med Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening tilbydes ture og aktiviteter i naturen.
Det nye Bobleri
Bobleriet er en af de største tilløbsstykker på Experimentarium. Det nuværende Bobleri har otte år på bagen, og umiddelbart efter efterårsferien lukkede vi området for at gøre klar til en helt ny og dobbelt så stor oplevelse om sæbebobler. Det nye Bobleri bliver en 350 kvm hyldest til kæmpeboblernes bølgende former og smukke farvespil. Bobleriet omfatter to værkstedsområder, hvor brugerne kan mestre kunsten at lave sæbebobler. Derudover er der indbygget en række løsninger til diverse rengørings-, drifts og formidlingsaktiviteter, så Bobleriet er nemt at betjene og altid fremstår lækkert for gæsterne. Området åbner i flere etaper i 2025, den første etape op til påske.
Fix the World
I Fix the World mødes Experimentariums sanse- og oplevelsesbaserede læring og tv-branchens gameshow-formater i et spektakulært og interaktivt gameshow. Gennem quizzer, lege og fysiske aktiviteter skal deltagerne i fællesskab udfolde ideer og handlinger, som medvirker til en bæredygtig fremtid. Fix the World åbner i 2026.
Superkrop!
Superkrop! er en kæmpe oplevelse på 750 m2, hvor hjernen sender brugerne ud i en række af kroppens forskellige systemer. Målet er at skabe gode erfaringer og positive minder omkring krop og sundhed, hvor æstetik, fysiske aktiviteter og sammenhed skaber varige minder. Superkrop! åbner i 2026.
ANDRE AKTIVITETER
Zonen for fællesskabende pædagogik
Gentofte kommunes pædagogiske personale vil fremover kunne dygtiggøre sig i inspirerende rammer og på nye involverende måder i et nyetableret læringscenter på Experimentarium. Udvikling af forløbene sker i et tæt samarbejde med Gentofte Kommune og eksperter fra blandt andet Københavns Professionshøjskole. Tiltaget skal sætte Gentofte på det pædagogiske landkort og gøre kommunen til landets mest attraktive arbejdsplads for pædagogisk personale. Zonen åbner officielt den 7. februar 2025.
LEGO Build the Change
Gennem fem år har Experimentarium samarbejdet med LEGO om det globale koncept Build the Change. Samarbejdet startede med aktiviteten ”Build the change – sports are for all” i januar 2020 i forbindelse med De Olympiske- og Paralympiske Lege i Tokyo og er fortsat siden. Samarbejdet har udviklet sig støt og omfattede i 2024 en turné til en række af landets storcentre med i alt 82 dage ”on the road”.
Experimentarium-familier
Experimentarium-familier er et fireårigt projekt, hvor udvalgte familier deltager i et forløb med fem besøg på Experimentarium. Projektet bidrager til, at familier med lav sciencekapital kan etablere et fundament af interesse og viden om naturvidenskab og teknologi, og formålet er at gøre læring om naturvidenskab og teknologi til en positiv og nærværende familieoplevelse. I 2024 deltog 120 familier i forløbet.
Den store legedag
FN’s Generalforsamling har valgt 11. april som officiel international legedag. Over hele kloden er dagen en markering, der har til formål at sætte leg tilbage på dagsordenen. På Experimentarium markerede vi dagen ved at afholde Den store legedag for 0.-4. klasse med en mission om at udvikle ”verdens bedste leg”.
TAK
Experimentarium har gennem 34 år modtaget livsvigtig støtte fra en række fonde og puljer, som alle har en kæmpe aktie i oplevelsescentrets succes! Sammen med støtten fra fondene er vores samarbejde med virksomheder, organisationer, universiteter, forskere og specialister og med Gentofte Kommune afgørende for implementeringen af Experimentariums nye strategi VOKSEVÆRKET.
Den økonomiske støtte, vi modtager, går ubeskåret videre til vores brugere i form af naturvidenskabelig, teknologisk og bæredygtig formidling og er på den måde en afgørende ressource for Experimentariums mission.
Af hjertet tak.
To af VOKSEVÆRKETS vigtige ledestjerner er Bæredygtighed og Inklusion. Dyk ned i Experimentariums tiltag for at blive en mere bæredygtig og inkluderende attraktion i 2024.
Inden udgangen af 2028 skal Experimentarium nå 1,6 mio. brugere blandt andet gennem samarbejder med landsdækkende KÆDER og ved at dukke op som POP-UP oplevelser i hele landet.
Ny oplevelse om natur og biodiversitet, grøn gencertificering og kæmpe homecommingfest for Andreas Mogensen er blot nogle af højdepunkterne i 2024.
2024 var et år med masser af store events, legeaftaler og god energi!
Oplevelsen Naturriget åbner lige op til påskeferien. Her skal børn og voksne lege sig til viden om hvordan vi passer bedre på vores natur.
Experimentarium modtager Green Attraction certificeringen for 3. år i træk. Green Attraction belønner attraktioner, der gør en ekstra indsats for at skabe mere bæredygtige oplevelser.
1...2...3... VELKOMMEN HJEM, ANDREAS! Experimentarium var "splash down" for den officielle fejring af hele Danmarks astronaut, Andreas Mogensens hjemkomst til Danmark!
Experimentarium holder FN’s Internationale Legedag for første gang. Det bliver fejret på med en kæmpe ”legeaftale” for 100 skolebørn, der skal sætte lys på, at leg er en menneskeret.
Experimentarium og Norlys åbner ”Jagten på den gode energi” – en interaktiv oplevelse, som giver Norlys’ ladekunderne et pusterum og gør ladetid til kvalitetstid.
Jagten på den gode energi er med på elbilmessen Carexpo, hvor 24.216 besøgende sparker dæk, tjekker elbils-løsninger og leger igennem!
Takeoff til fremtiden? åbner i Københavns Lufthavn. Her kan børn og voksne lege sig til viden om teknologier, der måske kan gøre fremtidens luftfart mindre klimabelastende
Experimentariums tilbagevendende juleevent Julerød Bageby slår rekord med 626 byggede peberkagehuse.
På Experimentarium kommer du i direkte kropskontakt med videnskaben i 16 oplevelsesuniverser. Bliv insekt for en dag, dyk ned i fremtidsteknologier og leg bæredygtighed ind i hverdagen.
Experimentariums JUVEL på Tuborg Havnevej rummer flere forretningsområder. Lige fra store julefrokoster for virksomheder til udlejning af uudnyttede kvadratmeter.
Mere end 10.000 B2B gæster benyttede Experimentariums møde og event faciliteter i 2024.
Antallet af møder og konferencer er steget, men der har været færre events og fester sammenlignet med 2023. Det medførte et fald i omsætningen for forretningsområdet med 30% i 2024. På trods af det har besparelser på materialer og services resulteret i en stigning i indtjeningen på 150.000 kroner i forhold til 2023. Takket være flerårige preferred partneraftaler med blandt andet Novo Nordisk, Gentofte Kommune og Implement er vi sikret en høj kapacitetsudnyttelse af mødefaciliteterne i 2025.
Butikken genererede en omsætning per gæst svarende til 10,4 kroner i 2024.
Produktsortimentet og butikkens leverandørnetværk er blevet bæredygtighedsudfordret og tjekket, og der er iværksat nye initiativer for 2025: Et nyt merchandiseprojekt, et salgskursus for butikspersonalet og et synlighedstiltag, der har til formål at tiltrække flere lokale kunder fra Waterfront.
60% af de Experimentariums gæster besøgte spisestedet SMASK i 2024.
Den nye omsætningsbestemte forpagtningsaftale med Madkastellet, som trådte i kraft medio 2024, har resulteret i en indtægtsforøgelse på 12% sammenlignet med 2023. Aftalen har blandt andet sikret et øget incitament til at afholde flere events, konferencer og middage i Spisestedet, et re-design af lokalerne samt en højere husleje frem mod 2028.
Forretningsområdet udlejning endte med et indeks på 112 i forhold til 2024-budgettet.
Novo Nordisk fortsatte lejeaftalen af det nyindrettede kontormiljø på 3. sal i 2024 med stor tilfredshed. Moviehouse, som betaler omsætningsbestemt husleje, har haft endnu et godt år, og F5 forventes at blive i de lejede lokaler på 2. sal i en længere periode.
Experimentarium genererede i 2024 en tilfredstillende omsætning gennem erhvervsabonnementer og private parkeringskunder.
Forretningsområdet parkering nåede et indeks på 130 i forhold til budget.
Experimentarium er medlem af en række nationale og internationale sammenslutninger.
Ecsite er den europæiske sammenslutning af science centre, science museer og lignende institutioner, hvis mission er at skabe interesse for naturvidenskab og teknologi. Ecsite blev dannet i 1990, og Experimentarium har været med fra begyndelsen. I dag har Ecsite mere end 350 medlemmer. Experimentarium er medlem af bestyrelsen og i programkomitéen hos Ecsite. I 2020 blev Experimentarium valgt til Ecsites Executive Committee som “honorary treasurer”.
ASTC er en global organisation, der tilbyder en fælles stemme for science centre, museer og lignende institutioner samt professionel rådgivning og støtte. ASTC samler mere end 600 medlemmer fra over 50 forskellige lande. Experimentarium er fuldgyldigt medlem af ASTC.
ASPAC er det asiatiske science center netværk. ASPAC arbejder for at fremme formidling af naturvidenskab og teknologi i regionen. Experimentarium er associeret medlem af ASPAC.
Nordisk Science Center Forbund blev oprettet i 1987 og har som mål at knytte de skandinaviske og baltiske science centre bedre sammen. Herunder arbejder NSCF for styrket samarbejde og idéudveksling centrene imellem. I 2020 blev Experimentarium valgt ind i bestyrelsen.
VPAC står for videnspædagogiske aktivitetscentre. Experimentarium er et af de 16 danske centre, som er kendetegnet ved, at børn og voksne får viden om og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Videnspædagogiske aktivitetscentre er med sine formidlingsaktiviteter med til at bygge bro mellem forskning, undervisningssektoren og familien Danmark i bred forstand. De 16 videnspædagogiske aktivitetscentre deler en årlig pulje fra staten. Landets 16 videnspædagogiske aktivitetscentre er organiseret i ”Sammenslutningen af VPAC-centre i Danmark”. Ud over at styrke hinanden fagligt, er det målet at arbejde for politisk velvilje til at fastholde og forhåbentlig udvide tilskudsordningen for videnspædagogiske aktivitetscentre under Undervisningsministeriet. Experimentarium har formandskabet for VPAC.
Experimentarium er hele Danmarks science center. Siden vi åbnede det nye hus i Hellerup, har vi givet endnu flere børn og voksne mulighed for at lære, lege og vokse med naturvidenskab og teknologi. Tak til alle jer, der har støttet udstillinger, aktiviteter og skabelsen af det nye Experimentarium.
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Har støttet udstillingerne Sansetunnelen, Bobleriet, Hovedbruddet og særudstillingen BODY WORLDS
Aage V. Jensens Fond
Har støttet udstillingen Naturriget
A.P. Møller - Mærsk Gruppen
Har støttet udstillingen Havnen
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal
Har støttet udstillingen Havnen, særudstillingerne Klimatopia og Pixar
Augustinus Fonden
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE og Vintersport
Bevica Fonden
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
Carlsbergs Mindelegat
Har støttet Tappehalsuret og udstillingen Gærcellen
Danske Banks Fond
Har støttet udstillingen Hovedbruddet
Den Danske Maritime Fond
Har støttet udstillingerne Havnen og Bølgetoppen
Den Danske Forskningsfond
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
D/S NORDEN // D/S Orients Fond
Har støttet udstillingen Havnen
Elsass Fonden
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
Familien Hede Nielsens Fond
Har støttet udstillingen Hovedbruddet
Hempel Fonden
Har støttet udstillingerne Havnen, Lyslabyrinten og Bølgetoppen
Industriens Arbejdsgivere i Danmark
Har støttet udstillingen Klimatopia
Industriens Fond
Har støttet udstillingerne Idéværket og Opfindelsernes Hus
Jorcks Fond
Har støttet udstillingen Bølgetoppen
Knud Højgaards Fond
Har støttet udstillingen Byggepladsen
Lauritzen Fonden
Har støttet udstillingen Havnen
Louis Petersens Legat
Har støttet udstillingen Bobleriet, særudstillingen BODY WORLDS og årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
Lundbeckfonden
Har støttet udstillingerne Under Huden inkl. nyt corona-tema, Lyslabyrinten, særudstillingen BODY WORLDS og Fremtidsmennesket
Nordea-fonden
Har støttet udstillingen Miniverset
Novo Nordisk Fonden
Har støttet udstillingen PULS Torvet og årsindsatsen Fremtidsmennesket
Ole Kirks Fond
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
Olympic Solidarity
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
Otto Mønsteds Fond
Har støttet udstillingen Lyslabyrinten og Bølgetoppen
Region Hovedstaden
Har støttet årsindsatsen LAD LEGENE BEGYNDE
TK Foundation
Har støttet udstillingen Bølgetoppen
TrygFonden
Har støttet udstillingerne Den Interaktive Biograf, Stranden, Tagstranden og Bliv Set i Trafikken
TORM Fonden
Har støttet udstillingen Havnen
Tuborgfondet
Har støttet Tappehalsuret og udstillingen Gærcellen
William Demant Fonden
Har støttet årsindsatsen Bæredygtighed
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Augustinus Fonden D/S NORDEN // D/S Orients Fond
Industriens Arbejdsgivere i København
Knud Højgaards Fond
Louis Petersens Legat
Novo Nordisk Fonden
Ole Kirk’s Fond
TORM Fonden
TrygFonden
VILLUM FONDEN
Augustinus Fonden
DI
Gentofte Kommune
Industriens Arbejdsgivere i København
Oticon Fonden
Thomas B. Thriges Fond
VILLUM FONDEN
TIlmeld dig Experimentariums nyhedsbrev og få forunderlig videnskab og tips til sjove eksperimenter, I kan lave derhjemme.
Du modtager nu vores nyhedsbrev. Vi glæder os til at fortælle dig nyt inden længe.
Indtast din e-mail
Vælg en nyhedsbrevsliste
Prøv venligst igen
Den e-mail du indtastede ser ud til at have en fejl. Indtast venligst en korrekt e-mail adresse.
e-mail du indtastede er allerede på vores mailliste. Tjek din e-post en ekstra gang.
Vi skal bede dig acceptere betingelserne for at modtage vores nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Experimentariums nyhedsbrev.
Jeg er over 18 år og accepterer hermed, at Experimentarium må kontakte mig med tilbud, information, konkurrencer og events via e-mail og sms og at Experimentarium må spørge mig, om jeg ønsker at opdatere mit samtykke. Læs hele samtykkeerklæringen her.