I dette forsøg skal du prøve at gøre en spændstig gulerod så slatten, at du kan binde knude på den.

I dette forsøg skal du prøve at gøre en spændstig gulerod så slatten, at du kan binde knude på den. Foto: Jesper Rais

Bind knude på en gulerod

Ved hjælp af vand og salt kan du forvandle en spændstig gulerod til en slatten grøntsag.

  1. Det skal du bruge

    • ½ liter varmt vand
    • 15 spiseskefulde salt
    • 1 lang gulerod
    • Et højt glas eller en høj skål
  2. Sådan gør du

    Hæld varmt vand fra vandhanen op i glasset og tilsæt saltet.

    Rør rundt til saltet er opløst.

    Læg guleroden ned i vandet.

    Lad guleroden stå i vandet i mindst 4 dage. Måske skal der længere tid til.

    Hold øje med guleroden ind imellem. Hvad sker der med den?

  3. Derfor virker det

    Guleroden bliver langsomt mere og mere slatten i glasset, fordi vandet simpelthen suges ud af den. Det kaldes for osmose.

    Osmose opstår, når vand bevæger sig igennem en tynd hinde, fordi der er forskel i mængden af salt på hver side af hinden. Hvis der fx er saltvand på den ene side af hinden og ferskvand på den anden side, vil ferskvandet bevæge sig igennem hinden over til saltvandet. Når ferskvandet bevæger sig over til saltvandet, fortyndes saltvandet.

    Osmose forsøger altså at udligne forskellen i saltmængden og skabe en mere lige koncentration på hver side af hinden.

    Det er det, der sker i planter. Under normale forhold vil vand i jorden komme ind i guleroden og blive trukket ind i alle cellerne, fordi der er mere salt og andre stoffer indeni cellerne. Vandet puster nærmest cellen op og gør guleroden spændstig. Men når guleroden ligger i saltvand, er der meget mere salt uden for guleroden, og det trækker vandet ud af alle gulerodens celler. Cellerne falder sammen, og resultatet er en meget slatten gulerod.

    Hvis den er lang nok og ligger i saltvand længe nok, kan du til sidst binde en knude på guleroden.

Flere eksperimenter