Leverceller. Foto: Ueli Schibler

Leverceller har naturlig døgnrytme

Din lever bliver måske halvanden gang større i løbet af et døgn ...

... hvis du følger din naturlige døgnrytme. Det viser forsøg på mus.

Når mus spiser og sover naturligt, skrumper og svulmer deres lever i løbet af et døgn. Ja, den bliver ligefrem halvanden gang større, mens levercellerne rytmisk hæver og sænker indholdet af aktive molekyler.

Mus er nataktive dyr. De sover om dagen, og spiser om natten. Forskere fra Genéve Universitet har eksperimenteret med mus og målt dyrenes lever. Når dyrene blev fodret, hvor de naturligt ville sove, svingede deres lever ikke i størrelse. Men når musene kun fik mad om natten, hvor de er aktive og sultne, svingede leveren 45% i størrelse henover døgnet.

Omvendt for mennesker

Det er nyt, at en lever kan ændre så meget på sin størrelse. Det er også nyt, at det ser ud til at være en kombination af musenes spisetider og deres indre biologiske ur, som i fællesskab bestemmer leverens størrelse.

Menneskers naturlige døgnrytme er omvendt. Så hvis resultatet kan overføres til mennesker, betyder det, at vores lever er størst om dagen. Den vil muligvis bedst kunne følge sin naturlige døgnrytme, hvis vi udelukkende spiser og er aktive i de lyse timer.

”Jeg vil ikke påstå, at mennesker er som mus. Men vi ved, at en menneskelever også svinger i størrelse hen over døgnet. Så det er muligt, at det, vi ser i mus, sker på samme måde i mennesker,” forklarer Ueli Schibler fra Genève Universitet.

Cellerne svulmer

Han regner dog ikke med, at det ligefrem er voldsomt usundt at tvinge leveren ud af sin rytme.

“Vi ved, at det bestemt ikke fremmer helbredet at forstyrre vores naturlige døgn- og spiserytme. Men jeg mener ikke, det er “killer number one”, selv om nogle forskere fremlægger det sådan,” kommenterer Ueli Schibler.

I studiet kunne forskerne se, at leveren bliver større og mindre, fordi dens celler booster sit kemiske indhold. Levercellerne danner simpelthen flere biologisk aktive molekyler, så de kan arbejde hårdere på de tidspunkter, hvor det er nødvendigt. Derfor udvider cellerne sig, og leveren bliver større.

Afgifter blodet

Leveren er uundværlig for os. Den løser en lang række opgaver. Blandt andet omsætter den sukker, fedt og protein til stoffer, andre celler kan bruge. Den lagrer også næringsstoffer og afgifter vores blod. Det er opgaver, som først og fremmest skal løses ved spisetid. Derfor er det muligt, at leveren fra naturens side er konstrueret til at være mest aktiv, når vi har størst sandsynlighed for at spise.

Men hvorfor beholder cellerne ikke blot et aktivt beredskab døgnet rundt. Så kunne leveren jo altid være beredt, hvis lever-bestyreren skulle kaste sig over en bid natmad eller forgifte sig med en hyggelig godnatbajer?

Fordel for leveren

“Det ved vi ikke,” fortæller forskeren. Svaret bliver et gæt.

“Men man kan forestille sig, at levercellernes aktive molekyler samtidig har en giftvirkning i cellerne. Så vil det kunne betale sig at destruere overskydende molekyler, når de ikke skal bruges,” mener han.

En anden mulig forklaring er, at levercellerne, som modtager en masse skidt i løbet af et døgn, simpelthen kan have godt af at få nedbrudt dele af deres indhold med jævne mellemrum. Så bliver der plads til spritnye molekyler i cellen næste dag.

Kilder: Université Genève; Cell

Se mere