Ny dansk dokumentar om Niels Bohr

VERDENS BEDSTE MENNESKE

Ny dansk dokumentar zoomer ind på Niels Bohr

Ny dansk dokumentarfilm om Nobelprisvinderen, fysikeren, familiefaderen og verdensborgeren, Niels Bohr, får nu biografpremiere.

Få kan sætte præcise ord på, hvem Niels Bohr egentlig var og hvilket aftryk, han har sat på verden – men den nye danske dokumentarfilm, NIELS BOHR – VERDENS BEDSTE MENNESKE, giver en sammenhængende og levende fortælling om mennesket Niels Bohr, der satte det største danske aftryk nogensinde i den globale forskningsverden.

Filmen er instrueret af Anna von Lowzows og Marie Breyen og har premiere 2. februar 2023 – blandt andet i Movie House på toppen af Experimentarium.

Gennem interviews med både familie og nutidens danske og internationale forskere finder filmen svaret på en række af de spørgsmål, som bestandigt er hæftet på verdensmanden Niels Bohr.

Hvordan lykkedes det ham allerede som 38-årig – i 1922 – at blive tildelt Nobelprisen? Hvorfor var Tyskland, Rusland, USA og England så ihærdige efter at få Niels Bohr til at vælge side under 2. verdenskrig?

Hvilken rolle spillede Niels Bohr egentlig i udviklingen af atombomben? Og hvorfor arbejdede han for en åben verden med forskningssamarbejde og videndeling på tværs af landegrænser?

Bohr udsat for spionage

Eftertiden har altid været stærkt optaget af Niels Bohrs faktiske rolle i atomkapløbet. I filmen fortæller den sovjetiske agent Yakov Terletskij I hidtil hemmeligholdte lydoptagelser om det strategiske spil, da KGB umiddelbart efter 2. Verdenskrig forsøgte at indrullere Niels Bohr.

Filmplakaten til dokumentaren ‘Niels Bohr: Verdens bedste menneske’.

Selv ikke med nutidens briller kan Niels Bohrs betydning overdrives. Den kostbare viden som han besad, blev flittigt delt med alverdens kollegaer og i dag vil nogle måske kalde ham uforsigtig og nogle vil påstå, at hans lemfældige omgang med at dele sin atomare viden, faktisk udgjorde en fatal trussel for magtbalancen.

Heller ikke alle datidens politiske ledere delte dengang Bohrs vision om vidensdeling, irritationen var faktisk så stor, at Winston Churchill på et tidspunkt skal have foreslået at holde Bohr indespærret i forsøget på at bremse den danske forskers åbenmundethed.

I filmen får vi indblik i historier og anekdoter, som aldrig tidligere er fortalt om Bohrs videnskabelige arbejde i København, hvortil alverdens forskere stadig valfarter, for at blive en del af det eftertragtede forskerteam. Gennem Niels Bohr er kimen lagt til international forskning og fælles viden.

Den private Niels Bohr

Bag en af verdens største fysikere gemmer sig også privatpersonen, ægtemanden og familiefaderen Niels Bohr, som flytter ind og bor sine sidste 30 år i Carlsbergs æresbolig med sin hustru Margrethe.

Brygger Jacobsens statslige bolig var dengang ikke blot et samlingspunkt for familien Bohr, men også for verdens førende forskere og statsoverhoveder som flittigt besøgte Bohr, når de var på officielt besøg i Danmark. Bag den succesrige mand, stod en stærk kvinde, Margrethe, og i filmen hører vi om Niels og Margrethe Bohr, der oplevede at miste to af deres sønner, men som alligevel forblev familiens kærlige samlingspunkt.

Gennem filmklip fra billed- og private arkiver over hele verden og gennem samtaler med førende internationale forskere og Bohrs egne familiemedlemmer, blandt andet børnebørnene, Arendse og Tomas Bohr, sammensætter filmen brikkerne til et interessant nærportræt af den komplekse danske verdensborger Niels Bohr, der gjorde sit yderste for at redde en verden i kaos og krig.

NIELS BOHR – VERDENS BEDSTE MENNESKE får premiere i udvalgte biografer 2. februar 2023.

Se trailer for filmen her: