Kan man dø af kulde?

is koldt vejr

Kan man dø af kulde?

Den sibiriske kulde er blæst ind over Danmark og har givet os temperaturer, der har føltes som -20 grader. Hvis du er bange for, at dø af kulde - så læs med her!

Den sibiriske kulde har frosset Danmark ned, og i følge udsigterne er foråret ikke lige om hjørnet.

Den sibiriske kulde kan ende med at give de laveste dagtemperaturer så sent på året, siden marts 1987. Det blæsende vejr kan tilmed  få det til at føles endnu koldere end det er.

Klæd dig derfor godt på, inden du bevæger dig ud.

Hvor meget kulde kan kroppen klare?

Kulde kan have fatale konsekvenser. Ved minus 40 grader kan huden kun klare tre minutter uden tøj på. Ved minus 60 grader dør cellerne næsten øjeblikkeligt.

Dog er der ingen kulde temperaturer her på jorden, man skal frygte for at dø af, hvis man er klædt ordentligt på, siger overlæge ved Rigshospitalets hjertecenter Michael Wanscher til TV2 Lorry.

Chillfaktoren får temperaturen til at styrtdykke

Selvom termometeret kun viser et par minus grader, kan vinden påvirke følelsen af hvor koldt det er. Terminologien der bliver brugt om denne følelse er bedre kendt som ”chillfaktor” og den angiver hvordan blæst påvirker temperatur følelsen.

Chillfaktoren kommer i spil, fordi den luft lige omkring os, som normalt er opvarmet af vores krop, bliver blæst væk af vinden – og så bliver huden hurtigere koldere.

Så selvom termometeret siger -10 grader i heftigt blæsevejr, vil det måske føles som -20 grader.

Hvad sker der i kroppen?

Når kroppen bliver afkølet, er det enten fordi, den kommer i kontakt med noget koldt, eller fordi kroppen mister varme.

I den voldsomme kulde, der har ramt Danmark, er det vigtigt at man klæder sig på med flere lag tøj, langt undertøj og uldne sokker er at fortrække! Hvis du ikke har nok tøj på, mister kroppen varme og så vil du opleve at din krop begynder at ryste.

Kulderystelserne kommer når musklerne begynder at trække sig sammen, og slappe af. For en kortvarig periode, kan det hjælpe kroppen med at holde sig varm. Begynder man at opleve kulderystelser, skal man hurtigst muligt søge til et sted, hvor man kan få varmen.

Videnskabens 7 tips til at holde varmen

Hvornår står kroppen af? 

Mild underafkøling

Hvis kroppen har en temperatur på mellem 32 og 35 grader, vil kroppen være en anelse underafkølet. Dine muskler vil begynde at lave små spasmer for at holde varmen. Dit blodtryk stiger, og du vil begynde at trække vejret hurtigere. Dine blodårer begynder at trække sig sammen, og derfor bliver din hud også blegere.

Moderat underafkøling

Hvis kroppen har en temperatur på mellem 28 og 32 grader, vil din krop være moderat underafkølet. Du vil opleve, at du føler dig forvirret og en smule desorienteret. Dine læber, ører, fingre og tæer bliver blå, fordi blodtilførelsen næsten stopper.

Alvorlig underafkøling

Når din kropstemperatur kommer ned på 20 – 28 grader, er din krop alvorligt underafkølet. Du kan næsten ikke bevæge arme og ben, og du trækker vejret meget langsomt. Du oplever hukommelsestab og mister stort set evnen til at tale. Din hud bliver blå og svulmer op.

Væn kroppen til kulde

Selvom det måske lyder som en kedelig og knapt så behagelig proces, så kan det være praktisk, at kroppen bliver vænnet til kølige temperaturer.

Det kan nemlig udskyde følelsen af at fryse, hvis din krop bliver vant til at befinde og bevæge sig i køligere rum.

Mennesker der er meget udenfor vil have en krop, der begynder at fryse på et senere tidspunkt, end mennesker der primært opholder sig inde for.

En anden måde at holde på varmen er ved at dyrke motion. Ved at holde dig i fysisk god form, kan kroppen bedre modstå kulden. Dog skal motion ikke over-dyrkes – et lag fedt hjælper nemlig også til at modstå kulden!

Du må ikke drikke alkohol

Det kan måske virke fristende, at tage en snaps for at holde varmen.

Men faktisk sænker alkohol kroppens temperatur og har derfor den modsatte effekt. Nøjes med at drikke kaffe eller the, det vil hjælpe dig til at holde varmen!

Flere kuldskære artikler