Foto: Steinar Engeland

Surf sikkert

Unge surfer ubeskyttet på nettet

En undersøgelse viser, at unge får ubehagelige oplevelser på internettet, selv om grænseoverskridende indhold er blokeret.

Indholdsfiltre skal beskytte børn og unge mod ubehagelige oplevelser på internettet. Filtrene er ofte i brug i hjem, på skoler og på biblioteker. Men de beskytter ikke børnene, viser en undersøgelse fra University of Oxford.

Forskerne, blandt andet Dr Andrew Przybylski fra Oxford Internet Institute, analyserede data fra interviews med 515 drenge og piger på mellem 12 og 15 år. En tredjedel af børnene kom fra hjem med indholdsfiltre. Resultatet viser, at filtrene ikke har forhindret de unge i at få ubehagelige oplevelser på nettet.

Kontaktet af fremmede

Hvad enten børnene kom fra et hjem med filter eller uden, havde omtrent 14 % haft mindst en alvorligt negativ oplevelse på nettet indenfor det sidste år. 8 % var blevet kontaktet af en fremmed, der ville være deres ven.  4% havde oplevet at en anden havde udgivet sig for dem på nettet. 2 % havde set pornografi, som havde givet dem ubehag. Og 3% var ligefrem blevet skræmt af indhold på nettet.

Resultatet undrer ikke Jesper Lund fra IT-politisk forening.

Umuligt at lave filtre

”Det er dybest set umuligt at lave automatiske filtre, der fungerer efter hensigten. Nettet er alt for dynamisk. Det ændrer sig hele tiden,” fortæller han til Experimentarium.

Forskerne bag undersøgelsen mener ligefrem, der er en stor risiko for, at de automatiske filtre blokerer vigtigt indhold for unge. For eksempel information om stoffer, sex og sundhed. Det kan især få uheldige konsekvenser for følsomme grupper som homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, mener de.

Hellere forberede

Jesper Lund er enig: ”Det, man ser er, at filtrene blokerer for eksempel hotlines, som skal hjælpe børn og unge, der har oplevet et seksuelt overgreb.”

Forskerne foreslår, at man i stedet for at investere i udvikling af kostbar filtreringssoftware, bruger ressourcerne på at forberede børn og unge på de oplevelser, de risikerer på nettet.

Kilde: University of Oxford/Journal of Pediatrics

Se mere