Foto: Wikimedia Commons

Den lykkelige hjerne

Lykke med efternavnet dopamin

Små mængder dopamin giver velbehag, og voldsomt store mængder er som orgasme. Vi ser på, hvad der sker rent kemisk, når man stimulerer hjernen - hvad enten det er med sex, mad, alkohol eller ecstasy.

Hvad sker der kemisk, når man stimulerer hjernen med sex, mad, alkohol og ecstasy? Læs med og find ud af hvordan dopamin giver os følelsen af lykke.

Når der skal festes i Danmark, skal der alkohol på bordet. Kun fem procent af danskerne rører ikke alkohol. Resten af os indtager det i større eller mindre mængder. Når festen er slut, og turen går videre i byen, er der stor sandsynlighed for, at det vil være andet end alkohol, som fremkalder rus. De euforiserende stoffer og jagten på dopamin er blevet en almindelig del af gå-i-byen-kulturen. Men hvorfor skal vi absolut have hjælp til at more os? Hvad gør rusmidlerne så pokkers tiltrækkende, at vi i sidste ende kan hænge fast i et massivt misbrug med dertilhørende social deroute?

Dopamin bestemmer intensiteten af velværet

Forklaringen ligger i vores hjerne. Nærmere bestemt i den forreste del af striatum. Når vi indtager stoffer eller alkohol, frigives store mængder dopamin, som får os til at have det godt. Intensiteten af velværet afhænger af mængden af det frigivne dopamin. Små mængder giver et diffust velbehag, store mængder giver glæde. Rigtig store mængder giver lykkefølelse, og voldsomt store mængder er som en orgasme med en, man er sanseløst forelsket i.

Dopamin er en af de mere end 50 neurotransmitterstoffer, der sørger for, at hjernecellerne kan tale med hinanden. Vores hjerneceller er ikke fysisk forbundet. Cellerne kommunikerer med hinanden via neurotransmittere. Dopaminen virker i det system, vi kalder belønningssystemet, og er den gulerod af velbehag og lykke, som hjernen belønner os med, når vi gør noget, som fremmer vores overlevelse.

Videnskab.dk: Dopamin fremmer hjernens belønningstilstand

Snigløbet af evolutionen

Vi er indrettet til at få mest mulig gén-overlevelse ud af mindst mulig energi. Vores hjerner er forprogrammeret til at foretage en lynhurtig cost-benefit-analyse af vores handlinger. Derfor er handlinger som sex en god energi-investering, fordi fortjenesten er, at vi får sendt vores gener videre til næste generation – og vi får en massiv belønning i form af orgasme. Vi er også nødt til at indtage føde for at holde os i live, så vi kan føre vores gener videre. Derfor iværksættes belønningssystemet også, når vi spiser. Velværet, der er forbundet med mæthedsfornemmelsen, er resultatet af den dopamin, som hjernen har frigivet.

Men vi er faktisk blevet snigløbet af evolutionen. Hvor det på ursavannen ikke var så lige til at få sig et skud lykkefølelse, kan vi i dag få det koncentreret i pilleform eller på flaske; ting, som vi lige snupper til en aften i byen. Det er her, filmen knækker. Vi bliver nemlig afhængige af den lette adgang til dopamin. Vores hjerne er uhyre lærenem – der skal ikke meget til, for at den husker, hvad der var en god dopaminudløser, og det vil den have igen og igen. Ligesom forelskelse også frigøre store mængder dopamin i hjernen.

Hjernen er kodet til at opsøge lykkefølelse

Henrik Rindom – der er speciallæge i psykriatri og i knap 25 år har beskæftiget sig med misbrugsproblematikker – mener ikke, at det giver mening at sige til misbrugere, at de skal tage sig sammen, fordi vi er helt nede og røre ved den mekanisme, som har sikret vores overlevelse og stadig gør det.

“Vi er kodet på forhånd til at belønne os selv. Problemet opstår, når vi lærer vores hjerne, at vi kan få en lykkerus på anden vis. Så er det frygteligt svært at lære hjernen, at det ikke er nogen god idé. Som små pavlovske hunde bliver der frigivet små doser dopamin, blot vi tænker på det, der giver os et lykkekick. Selv 9 år efter, at jeg er holdt op med at ryge, kan jeg stadig få lyst til en smøg. Det er den samme mekanisme, der er på spil” – Henrik Rindom, speciallæge i psykriatri

 

Lykkefølelsen har det kemiske efternavn dopamin, men der er mange familiemedlemmer i dopaminklanen, og de påvirker hjernen forskelligt. David Erritzøe er læge og hjerneforsker ved Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet. Han er i gang med et større projekt med unge mennesker og euforiserende stoffer og ønsker bl.a. at undersøge, hvordan stofferne påvirker hjernen.

Ecstasy frigiver serotonin

Ecstasy – eller MDMA, som er den medicinske betegnelse – fungerer ved, at der frigives store mængder serotonin i hjernen. Serotonin er en anden neurotransmitter, som blandt andet er vigtig for reguleringen af vores humør. Når vi får ordineret de såkaldte lykkepiller for depression, sørger medicinen for, at der er mere tilgængeligt serotonin i hjernen, og dette får (i nogle tilfælde) depressionen til at lette. Når ecstasy frigiver store mængder serotonin, giver det os en følelse af opstemthed.

De forsøgspersoner, som David Erritzøe lægger i scanneren, fortæller ham, at når de tager ecstasy, kommer de i tættere kontakt med deres sanselige oplevelser, og når serotoninen giver humøret fuld skrue, så er det, at der for alvor kommer blus under the love drug, som ecstasy også bliver kaldt af brugerne.

Det lyder jo forjættende, men når vi går ind og skruer på balancen i hjernens kemiske balance, betaler vi prisen. Hjernen er et lukket kemisk laboratorium. De rusmidler, vi indtager, fungerer som knapper, der lukker op for nogle haner med kemisk stof. En optur om aftenen betales med en nedtur dagen efter. Det skyldes, at vi har udtømt vores reservelager af serotonin og dopamin, alt efter hvilket stof vi har taget. Ecstasy har desuden den bivirkning, at reguleringen af kropstemperaturen forstyrrres. Vi risikerer at overophede, så hjernen nærmest koger over.

Det er derfor, det er som at spille russisk roulette, når man tager disse designerdrugs, når man går i byen. Udover at den kemiske sammensætning og mængden af det aktive stof er tvivlsom, når stoffet produceres i hjemmelaboratorier – er det også en dårlig idé at gå ud at danse, når man har indtaget et stof, som sætter kroppens indbyggede termostat ud af spil.

Alkohol påvirker hele hjernen

De fleste af os kender til effekten af alkohol. Vi lærer fra barnsben at omgås den. 95 procent af danskerne drikker alkohol. Også når vi drikker, får vi frigivet dopamin. I modsætning til de andre stoffer, som skyder med skarpt på specifikke hjernefunktioner, påvirker alkohol hele hjernen. Fire genstande vil nedsætte hjernens funktion med 25 procent.

Man kan forestille sig hjernen som et løg, hvor de intellektuelle funktioner ligger yderst, og de mere instinktive funktioner ligger længere inde i løget, mens de dele af hjernen, som holder gang i åndedrættet og får hjertet til at slå, ligger allerinderst. Når vi drikker, sætter vi først de yderste dele af løget ud af funktion, hvorfor instinkter som sex og aggressioner får frit spil. Hvis vi virkelig drikker igennem, kan vi i sidste ende slukke for vejrtrækningen og stoppe hjertet.

mand_afviser_alkohol_dopamin

LSD og hash får os til at hallucinere

LSD tilhører gruppen af stoffer, der får os til at hallucinere. Dvs. at vi sanser anderledes end vi normalt gør, og vi kan opfatte ting, som ikke har rod i virkeligheden. Disse stoffer tages primært for at opleve en psykedelisk og bevidsthedsudvidende rejse til vores eget indre. Nogle af stofferne virker ved, at vores sansninger bliver skævvredet, andre virker ved, at vores kognitive apparat sættes ud af spil. Bagsiden af LSD er veldokumenteret og kan føre til reelle psykoser, som kan blive permanente. En LSD-rus kan også udvikle sig til et dårligt trip, som klistrer sig fast i hukommelsen, hvor flashback kan vende tilbage igen og igen hele livet.

Også hash hører til gruppen af hallucinogene stoffer. Det bliver længe i kroppen. Når hjerneforsker Thomas Ramsøy fra Hvidovre Hospital testede hashbrugere, kunne han tydeligt se, at deres kognitive evner var nedsatte – selv efter at der var gået adskillige dage, siden de sidst havde indtaget stoffet. Deres opmærksomhed, hukommelse og evner for indlæring var betydeligt svækket.

Fortalerne for fri hash påpeger ofte, at hash er mindre skadeligt end alkohol. Men det mener Thomas Ramsøy er et uholdbart argument:

“Alkohol ville aldrig blive tilladt i dag med den viden vi har om, hvor skadeligt et stof det er. Men det betyder jo ikke, at vi skal tillade andre stoffer, som er mindre skadelige end alkohol, men dog stadig meget skadelige.”

Der er desuden den hage ved hash, at man ved en stor undersøgelse i New Zealand har kunnet påvise, at der er nogle mennesker, som er født med et gen, der gør, at de har ti gange så stor risiko for at udvikle psykoser og skizofreni, når de ryger hash.

“Via mit arbejde på psykriatisk afdeling på Bispebjerg Hospital var jeg selv i kontakt med to unge mennesker, der var blevet skizofrene af at ryge hash,” fortæller Thomas Ramsøy.

hallucination ved vand_dopamin

Kokain støvsuger hjernen for dopamin

Kokain er en ren fest, hvis man lytter til brugernes egne beretninger. Man kvikker op, bliver ubekymret, hurtig i replikken og skarp i opfattelsen. Men nedturen er prisen man betaler for opturen. Når hjernen har fyret al sin dopamin af på en aften i byen, så bliver hverdagen bagefter endnu mere grå, end den er for dem, som stadig har deres dopaminreserver i behold. For kokainrusen har støvsuget alt tilgængeligt dopamin op.

Det svarer til, at vi går ud og fyrer hele månedslønnen af på lønningsdagen og skal leve af vandgrød resten af måneden. Men hjernen vænner sig desuden til at få sit skud dopamin. Den bliver mere og mere ufølsom over for kokainen, som frigiver dopaminen. Derfor skal der mere og mere til. Når man laver kognitive tests på mennesker, som er påvirket af kokain, så er de lettere maniske, de kaster sig over opgaven med stor iver, men har en langt højere fejlmargin end den stoffrie kontrolgruppe.

Adskillige forsøg med kokain har vist, at forsøgsdyr kan blive voldsomt afhængige. I laboratorier, hvor rotter har haft fri adgang til mad og kokain, er de til sidst døde af sult, fordi de har glemt at spise og har koncentreret sig om at få deres dosis kokain.

Endnu mere interessant bliver det, når man tilbyder kokain til aber, som indgår i et socialt hierarki. De dominerende alfahanner, som har fri adgang til at parre sig, prøver kokainen et par gange, men det fænger ikke rigtigt, og de bliver aldrig hooked. De underordnede hanner, som ikke kan få lov til at parre sig med hunnerne, og som oplever både frygt og frustration, bliver til gengæld voldsomt interesserede i kokainen. Ligesom rotterne bliver de så glade for kokainen, at de glemmer alt om at spise og drikke, blot de får deres stof.

Afhængighed kan skyldes mængden af dopamin

Det har i mange år undret forskere, hvorfor nogle bliver hooked på et stof, mens andre ikke bliver det. Aberne har givet forskerne et fingerpeg om hvorfor. Og det hænger måske sammen med, hvor meget tilgængeligt dopamin personen har i forvejen. Den kære alfahan kan parre sig, når han har lyst, og får derved ofte frigivet store mængder dopamin. Derfor kildrer det nok hans belønningssystem, når han snupper en dosis kokain. Men det er ikke noget, der får ham op at ringe.

Hans undersåtter derimod må sidde og se alfahannen forlyste sig – der er ingen dopaminfrigivelse til dem. Når de så endelig får det, takket være kokainen, er der ikke noget at sige til, at de bliver hooked, for de har aldrig haft adgang til en så massiv dosis før. De stakkels undersåtter har ganske enkelt aldrig følt en lykkerus, før de får den i form af lidt hvidt pulver. Ifølge Henrik Rindom har alfahannen tre-fire gange mere tilgængeligt dopamin i hjernen end hans undersåtter. Man taler også om, at han har et højt dopaminspejl.

Det er primært et spørgsmål om, hvorvidt vi har et højt eller lavt dopaminspejl, som afgør, i hvilken grad vi bliver afhængige af stoffer.

“En dommer fortalte mig, at hun havde  oplevet sit livs rus, da hun fik morfin. Den var så vanvittig skøn, at hun blev forskrækket og gik ud og fik lavet et kort, hvor der stod, at hun aldrig nogensinde måtte få morfin. Oplevelsen gjorde hende ydmyg over for afhængighed, hun fik en anden forståelse for de forhutlede narkomaner, hun sidenhen mødte i sin retssal. Det var hendes baggrund, der gjorde, at hun ikke blev en af junkierne på bænken. Hendes gener var imod hende.”

Så det er altså ikke nok kun at se på dårlig barndom og omsorgssvigt. Vi kan alle i teorien blive afhængige af stofferne.

Bylivets stoffer har rødder i lægevidenskaben

Mange af de stoffer, som florerer i nattelivet, har haft en lægevidenskabelig barndom. Amfetamin var oprindelig et slankemiddel. Og det var også en del af de amerikanske troppers feltration under Anden Verdenskrig. Man har også behandlet skizofreni med LSD. Det er dog en behandling, man helt er gået bort fra.

Og bedst som man troede, at de bevidshedsudvidende stoffer kun bliver brugt af mennesker, der vil have gang i gaden, når de går i byen, fortæller David Erritzøe, at den amerikanske sundhedsstyrelse har givet forskere tilladelse til at eksperimentere med brugen af ecstasy i behandlingen af soldater med posttraumatisk stresssyndrom.

De traumatiserede soldater bliver tilbudt the love drug, fordi forskerne mener, at stoffet kan hjælpe dem til at åbne for den Pandoras æske af frygt og traumer, de gemmer på, og få talt ud om deres følelser. Under behandlingen indtager patienterne, hvad der svarer til en partydosis ecstasy. De foreløbige resultater ser ifølge de involverede forskere lovende ud, men forsøget har som forventet vakt harme i politiske kredse, som mener, at forskerne har bevæget sig ud på et moralsk skråplan.

Vi søger altså rusen, fordi det er en del af vores biologiske overlevelsesberedskab. Den viden, som forskningen giver os, tyder imidlertid på, at vi kun bør bruge de rusmidler, som evolutionen anser for hensigtsmæssige.

Opdaterer i maj 2023. Bragt i Weekendavisen første gang 17.04.2008

Se mere