Fløj 2017 afsted?

tik tok 2017

Derfor fløj 2017 hurtigere end andre år

Hvis du synes, at tiden går hurtigere og hurtigere, er det ikke så mærkeligt – for din hjernes tidsoplevelse ændrer sig med alderen.

Endnu et år er gået. Lige straks er det 2018. For nogle vil tiden være fløjet afsted, mens andre vil have oplevet året som noget nær uendelig langstrakt. Forskellen er formentlig, om du er barn eller voksen – eller i hvert fald, hvor mange spektakulære (førstegangs)oplevelser, opdagelser og forandringer dit år bød på.

Sommeren der aldrig gik på hæld

Tiden er både objektiv og subjektiv. Klokken tikker-takker derudaf på fuldstændig samme vis time efter time. Alligevel er der stor forskel på, hvordan man oplever tiden. Det bliver især tydeligt, når man bliver lidt ældre.

For at forstå hvorfor vores tidsfornemmelse forandrer sig, skal vi først et smut til barndommens land. Da du var lille, oplevede du måske, at tiden nærmest kunne gå i stå. En sommer var en evighed. Turene til stranden, legen i haven eller besøget i Tivoli. Der var nye oplevelser og indtryk hver eneste dag.

Nye oplevelser udvider tiden

Videnskabens forklaring på hvorfor eksempelvis en sommerferie for et barn kan føles meget lang er, at man som lille er enormt følsom overfor nye oplevelser. I løbet af en sommer vil barnet måske have halvtreds store oplevelser. De printer sig effektivt ind i hukommelsen og ’puster’ nærmest tiden op som en ballon, da de fylder så meget for et barn. Dette ændrer sig naturligt nok igennem livet. Som voksen vil en badetur da opfattes som et par sjove og hyggelige timer ved stranden. Men det kan nok næppe sammenlignes med barnets henrykte og altopslugende sansning af vand og strand.

Fænomenet kendes også fra de situationer, hvor du bliver bange eller oplever noget skræmmende. Man troede tidligere, at hjernen simpelthen skruede ned for hastigheden, så man oplevede mere af den ubehagelige situation.

Neurologiske undersøgelser viser dog, at det formentlig er udløsningen af stoffer som adrenalin og noradrenalin i hjernens frygtcenter amygdala, der er med til skærpe oplevelsen, så den står klarere – præcis ligesom dengang du var barn og tiden subjektivt set gik langsommere.

Spørgsmålet er, om tidsopfattelsen i barndommen så hænger sammen med lykkestoffet dopamin, der udløses, når vi oplever noget godt, eller i hvert fald noget der afviger positivt fra, hvad vi havde forventet?

Halvdelen af livet hurtigt overstået

En af de tænkere, der har undersøgt tidsopfattelsen er den franske filosof Paul Janet. I følge ham er halvdelen af vores oplevede liv allerede ovre, når vi er 18 år. Hvordan hænger det sammen?

Når man er fire år, vil et år udgøre 1/4 af ens liv, men som 60-årig udgør et år kun 1/60. For hver fødselsdag udgør det år, der er gået, en stadig mindre del af ens samlede liv. Det er altså ikke underligt, hvis nogle af årene smelter sammen i erindringen og synes at være gået meget hurtigere, end de faktisk er.

Se den vilde grafik: Sådan oplever du tiden gennem et helt liv

Gør noget nyt!

Hvad kan du så gøre for at få et 2018, der ikke går nær så hurtigt? Et godt råd kunne være at komme lidt mere væk fra sofaen, computeren eller nogle af de andre ting, du allerede har prøvet mange gange før.

Du kunne for eksempel tage på en eksotisk og lidt vild ferie. Gerne til et sted, som skærper dine sanser og sætter dig i nye situationer. Så får du formentlig lidt samme fornemmelse, som da du var barn. Du kender nok til det at have været på en ferie, der har budt på den ene store oplevelse efter den anden – og som har føltes meget længere end de 14 dage den reelt varede.

En anden metode kunne være at lære dig selv noget nyt. Spille et instrument, lære spansk eller starte på et astronomikursus fx. Måske du endda kunne have det som nytårsforsæt?

Hav et godt – og langt – 2018!

Kilder: Videnskab.dk, Illustreret Videnskab, maximiliankiener.com, Wikipedia, Berlingske Tidende

Læs mere