Information vedr. test af sæbebobleprodukter

Forbrugerrådet Tænk har 21. juni 2024 gennemført en test af det kemiske indhold i sæbeboblevand. Blandt de 31 produkter, som Tænk har testet, indgår fire produkter indkøbt på Experimentarium.

Forbrugerrådet Tænk har 21. juni 2024 gennemført en test af det kemiske indhold i sæbeboblevand.

Se testen her.

Blandt de 31 produkter, som Tænk har testet, indgår fire produkter indkøbt på Experimentarium. Det drejer sig om:

Bubble Sværd- 55206, bubble sværd 37 cm


Sæbebobler, S02252, SES Mega Bubbles XXL


Sæbeboblevand 1- 55067, Bubbles Soap Refill 1 liter
Sæbeboblevand 2- 55066, Bubbles Soap Refill 500 ml


Touchable Bubbles- 55001, Touchable bubbles

Tænk konkluderer, at de tre førstnævnte produkter indeholder et eller flere godkendte konserveringsmidler (Dmdm hydantoin, Iodopropynyl butylcarbamate, 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol), der kan være allergifremkaldende. Mens produktet, ”Touchable Bubbles”, indeholder Methylparaben, der er et godkendt konserveringsmiddel, der er mistænkt for at have en hormonforstyrrende effekt.

De nævnte konserveringsmidler benyttes lovligt i en bred vifte af produkter, herunder kosmetik, shampoo, vådservietter, rengøringsmidler mv.

De fire sæbebobleprodukter, som Tænk har testet, er alle CE-mærket. Dvs. at fabrikant/importør garanterer, at produkternes indholdsstoffer lever op til EU’s lovgivning, herunder at de fastsatte grænseværdier for indholdsstoffer er overholdt.

Er du utryg? Få dine penge tilbage

Har du købt et eller flere af de ovenstående produkter og er du blevet utryg ved at bruge dem?

Vi giver dig pengene tilbage, hvis du har købt de nævnte produkter i vores fysiske butik eller via vores webshop inden for de seneste 12 måneder, og har en kvittering for købet.

Kontakt os på webshop@experimentarium.dk

Hvad gør Experimentarium fremadrettet?

Vi har valgt at standse salget af produktet ”Touchable Bubbles” i vores butik og webshop. Det sker på baggrund af en vurdering af indholdet af konserveringsmidlet Methylparaben. Tænk skriver på sin hjemmeside: ”Parabener kan bidrage til den samlede udsættelse for uønskede stoffer, der samlet set kan udgøre en risiko i forhold til hormonforstyrrende effekter – også selvom brugen af stofferne i sig selv vurderes at være sikker.”

Vi vil samtidig evaluere vores samlede sortiment af sæbebobleprodukter, så vi giver vores kunder god mulighed for at kunne tilvælge sæbebobleprodukter uden indhold af potentielt allergifremkaldende stoffer.