Droner går i luften på Experimentarium i pinsen. En af instruktørerne, du kan møde, er den regerende Danmarks-mester i drone race, Dane Grace. Foto: Dronelab.dk

Droner i luften

Bliv drone-pilot i pinsen

Experimentariums forårstema "Luft" fortsætter i pinsen, når dronerne går i luften. Prøv dig selv af som drone-pilot, og styr din rappe Mini Racing Drone gennem en finurlig lys-bane. Du kan også lære at folde det perfekte papirfly, bygge seje luft-opfindelser og få blæst hjernen fuld af spændende luft-videnskab.

Kan du styre en sej, lille racer-drone gennem en finurlig lys-bane? Spænd dine “racing goggles”, fat controlleren og giv den gas.

Experimentarium er gået i luften i foråret og vores luft-tema udvides i pinsen med droner.

Prøv dig selv af som drone-pilot, og styr din rappe Mini Racing Drone gennem en finurlig lys-bane. Med dine ’racing goggles’ på, oplever du flyveturen, som sad du selv i dronens cockpit.

De skrappe instruktører fra DroneLab guider dig i gang og viser prøver på deres kunnen. En flyvetur varer ca. 5 minutter og alle kan være med.

Vi flyver droner på Experimentarium kl. 11-13 og kl. 14-16 alle dage i pinsen (19-21. maj).

Drone-piloterne kom forbi Experimentarium efter lukketid for at træne til pinsen. Se, hvordan det gik for sig her:

Papirfly-værksted (pinsen)

Papirfly er sjove for hele familien. Papirfly-værkstedet, som vi startede i Kristi Himmelfart-ferien fortsætter i pinsen, og her kan du lære at folde papirfly, som kan flyve virkelig langt eller som er perfekte til elegant luftakrobatik.

Test dit fly i præcision-banen og langskuds-banen.

Har du foldet et særlig sejt papirfly, du vil vise frem? Del det med os på Instagram med #EXPluft.

Papirfly-værkstedet har åbent i pinsen (19-21. maj). Se dagens program her. 

Luftig videnskab (10. maj – 3. juni)

Experimentarium er fyldt med videnskab i luftform. Følg luft-ruten gennem Experimentarium, bliv blæst godt igennem i vindtunnellen, fyr brintraketten af med knaldgas, og se hvordan din krop ændrer på luftens sammensætning, når du trækker vejret.

I Miniverset, Experimentariums nye, naturvidenskabelige legeunivers, kan de yngste børn (1-5 år) opleve, hvordan den usynlige vind skubber til ting. I ’Blæsten’ slår bladene saltomortaler i luften, og i ’Stormbyggeriet’ skal de store, bløde skumbyggeklodser bygges op, så de holder til stormens rusk.

Læs mere om Miniverset

Byg luft-opfindelser (10 maj – 3. juni)

Byg luft-opfindelser med limpistol, ispinde, sugerør og en myriade af andre hverdagsting. Kan I fx bygge noget, som kan fjerne støjen, når man snakker i mobilen i blæsevejr? Eller som gør det muligt at flyve med drage på en vindstille dag?

Del jeres kreationer med os på Instagram med #EXPluft! 

Inden I bygger løs, så prøv et idéskabende besøg i ’Ideværkets’ hjernevrider-maskine og lær at tænke mere kreativt. 

Læs om Idéværket

Forår på Den Interaktive Tagterrasse

’Den Interaktive Tagterrasse’ byder på 1.850 m2 interaktive oplevelser under åben himmel, og en strålende udsigt over København.

Forårets nyhed på tagterrassen er ”Sæt kroppen i spil” – et elektronisk tagfat-spil, som udfordrer både krop og hjerne. Test din kondition, reaktionsevne og din viden om kroppen på samme tid i et af fire udfordrende spil.

Stort net-tema om luft

Vi har også oprettet en tema-side om luft, hvor du finder print-ud-og-fold papirfly – lige til at gå i gang med.

Du finder også videoer med sjove forsøg med luft, som du kan lave derhjemme. Og i vores konkurrence kan du teste din viden om luft  og måske vinde seje luftige præmier fra butikken.

Besøg luft-temaet her.

For yderligere presseinformation

Christian Juul Yssing
Presseansvarlig, Experimentarium
M: 41 39 17 08
E: christiany@experimentarium.dk

Se mere