Forsk ningens døgn

Forskningens Døgn skudt i gang på Experimentarium

Kan H.K.H. Kronprinsesse Mary virkelig være i en sæbebobbel? Kan hun og Søren Pind tilsammen løfte en bil? Se med her, når de sammen med små 1000 børn åbner Forskningens Døgn på Experimentarium.

Med fascinerende eksperimenter, 16 interaktive udstillingsuniverser og op mod 1.000 børn som gæster, dannede det nye Experimentarium i dag ramme om den officielle åbning af Forskningens Døgn 2017.

“Vi er stolte over, at Forskningens Døgn 2017 starter hos os. Forskningens Døgn er en hyldest til nysgerrigheden, og nysgerrighed er også det grundstof, som Experimentarium er skabt af. Al forskning og videnskabelige opdagelser starter nemlig med at stille nysgerrige spørgsmål til verden omkring os,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør på Experimentarium.

Video: Højdepunkter fra åbningen

Forskningskommunikationsprisen 2017

H.K.H. Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind deltog i den officielle åbning, hvor H.K.H. Kronprinsessen også overrakte Forskningskommunikationsprisen 2017.

Årets prismodtager er kvantefysiker Jacob Sherson fra Aarhus Universitet. Sherson har udviklet et computerspil, som udnytter menneskers intuition til at hjælpe videnskaben mod det ultimative mål: Kvantecomputeren.

I computerspillet skal man flytte atomer fra et sted til et andet på den bedst mulige måde – og her har menneskelig intuition altså vist sig computernes regnekraft overlegen. Dermed kan helt almindelige mennesker være med til at rykke videnskabens grænser fremad – uden at have en ph.d. i kvantefysik.

“Shersons intuitionsdrevne tilgang til forskning går fint i spænd med det, vi gør her på Experimentarium. Vi vil tænde nysgerrighedens gnist hos børn og unge og vække deres lyst til at uddanne sig inden for naturvidenskab og teknologi. Det gør vi gennem intuitive, interaktive udstillinger, hvor du oplever naturvidenskaben og teknologien på egen krop, uden at behøve vide noget i forvejen. Du er midtpunktet i eksperimentet, præcis som du er det i Shersons kvantefysiske computerspil,” siger Kim Gladstone Herlev.

Forskningens Døgn finder sted hvert år i uge 17 og byder på hundredevis af events over hele landet.

 

Se fotos fra åbningen af Forskningens Døgn

Se mere