Opfindelsesshow

Experimentariums pilot Jannik og robotten Niller med en af showets opfindelser.

Jule hit

Julen på Experimentarium er opfindelsernes fest

Julen på Experimentarium er en hyldest til de gode opfindelser. Den 1. december er der premiere på et nyt opfindelsesshow og hele familien kan lave jule-opfindelser. Du kan også opleve den verdenskendte, anatomiske udstilling BODY WORLDS, som har åbent hver dag helt til kl. 21.

Premiere på opfindelsesshow

Hygge med familien, smukke lys og julepynt, gode gaver og lækker mad – hvis julen ikke allerede fandtes, så skulle vi skynde os at opfinde den!

For at lave en opfindelse skal du se en mulighed, som andre ikke har set, du skal tænke kreativt, udvikle og videreudvikle og til sidst skal markedsføre din opfindelse. Pyh-ha!

Men nu kan du få et stort opfindelses-forspring med Experimentariums ny-opfundne Opfindelsesshow, som får premiere 1. december!

I showet møder du robotten Niller og oplever seks store, ekstraordinære og helt uovertrufne hverdagsopfindelser, som på hver deres måde har forbedret vores liv – og samtidig også forandret verden på måder, som ingen havde forudset.

 

Opfindelsesshowet har premiere 1. december og kan opleves dagligt på alle Experimentariums åbningsdage i december.

Læs mere om Opfindelsesshowet

Byg jule-opfindelser i Idéværket

En god opfindelse udgør også en ret god julegave – for opfindelser kan være yderst brugbare!

Tænk hvis du kunne opfinde en julemands-fanger, så vi kunne få opklaret om han findes i virkeligheden? Eller måske du kan opfinde noget, som kan sørge for, at vi får en hvid jul?

I udstillingen ’Idéværket’ kan hele familien bygge jule-opfindelser med limpistol, ispinde, sugerør og en myriade af andre hverdagsting. Start evt. med et idéskabende besøg i ’Ideværkets’ hjernevrider-maskine og lær at tænke mere kreativt.

 Kom med under huden med BODY WORLDS

I julen viser vi vores taknemmelighed. Og hvem fortjener en større tak end din egen krop? Den er der for dig hver eneste dag – også i julen! Den fordøjer alt fra julesild til marcipangrise, danser dig villigt rundt om juletræet, og trækker vejret ca. 60.000 gange, fra du spændt står op om morgenen juleaftensdag, til du går glad og propmæt i seng 2. juledag. Din krop er for sej!

Intet sted kommer du tættere på et hudløst ærligt kig ind i din fascinerende krop som i den verdensberømte, anatomiske udstilling BODY WORLDS, som lige er åbnet på Experimentarium.

Hvordan trækker vi vejret og hvordan kommer blodet helt ud i lillefingeren? BODY WORLDS er fyldt af viden og er en stor oplevelse for hele familien og alle aldre.

BODY WORLDS er åben hver dag fra Experimentarium åbner om morgenen og helt til kl. 21. Efter Experimentariums lukketid kan BODY WORLDS opleves på særbillet til reduceret pris. I Experimentariums åbningstid løses billet til Experimentarium, som også inkluderer besøg i BODY WORLDS.

Læs mere om BODY WORLDS

Stor digital julekalender-konkurrence

Experimentariums julekalender er digital og fuld af seje gaver, gadgets og dimser, som du kan vinde. Alle præmierne er plukket fra Experimentariums butik, som flyder over med gode julegaveideer med science-tema.

Hver dag fra den 1. til den 24. december kan du skrabe en ny låge i den digitale julekalender og deltage i konkurrencen om dagens præmie.

Julekalenderen kommer til at ligge lige her

Åbningstider i juleferien

Experimentarium er lukket 23, 24 og 25. december, samt 31. december og 1. januar.

Experimentarium har forlænget åbningstid mellem jul og nytår (26 – 30. december):

  • 26. og 28. december: Kl. 9.30 – 18
  • 27. december: Kl. 9.30 – 20
  • 29. og 30. december: Kl. 10 – 18

Bemærk: BODY WORLDS har udvidet åbningstid til klokken 21 hver aften. Læs mere  om BODY WORLDS åbningstider og priser.

For yderligere presseinformation

Christian Juul Yssing
Presseansvarlig, Experimentarium
M: 41 39 17 08
E: christiany@experimentarium.dk

Om Experimentarium

Experimentarium er hele Danmarks science center og blev i august 2018 kåret af TIME Magazine som en af verdens 100 bedste og mest innovative oplevelser. Vi har været tankevækkende siden 1991 og udforsket verden gennem naturvidenskab og teknologi sammen med millioner af nysgerrige børn og voksne. Vores ambition er at transformere den måde vores gæster oplever og forstår naturvidenskabens og teknologiens betydning i vores liv. Experimentarium er en erhvervsdrivende fond (non-profit) med 160 medarbejdere.

Læs mere på www.experimentarium.dk. Følg Experimentarium på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Se mere