Verdens grimmeste dyr er blevet kortlagt

En nøgenrotte kan ikke føle smerte eller få kræft. Nu har den fået kortlagt alle sine gener af et internationalt forskerhold med dansk deltagelse. Det kan blive et vigtigt skridt til at løse gåden bag et langt liv og kræftsygdomme.

Den lever under jorden i Østafrika. Den er nøgen, og ud af munden stikker et par lange, skarpe fortænder. Huden er krøllet og gennemsigtig. Den kan ikke føle smerte, lever forbavsende længe og lider ikke af kræftsygdomme.

Det er en nøgenrotte med det latinske navn Heterocephalus glaber, vi taler om, som kunne kandidere til at være det grimmeste dyr i verden. Der er en særlig grund til at zoome ind på det fascinerende dyr i dag.

Afslører nøgenrottens hemmeligheder

For et internationalt forskerhold med dansk deltagelse har kortlagt nøgenrottens arvemasse – eller genom om man vil – ned til den mindste detalje. Det bliver offentliggjort i et af verdens førende tidsskrifter Nature i dag.

Professor Jun Wang fra Biologisk Institut på Københavns Universitet har stået for det danske bidrag til forskningen:

“Vi er nu kommet et stort skridt nærmere i at forstå, hvad der er hemmeligheden bag nøgenrottens helt ekstraordinære karaktertræk. For eksempel begynder vi at forstå, hvorfor nøgenrotten kan blive op til ni gange ældre end en mus på samme størrelse, og hvorfor dens dødelighed ikke stiger med alderen,” siger hun og fortsætter:

“Det kan også blive nøglen til at forstå, hvorfor vi mennesker ældes hurtigere og er mere modtagelige for at udvikle kræftsygdomme. For selvom nøgenrotter og mennesker har mange gener til fælles, så er der også nogle vigtige undtagelser. Og det er de undtagelser, der kan gøre os klogere både på nøgenrottens og menneskets biologi,” siger Jun Wang.

Mørket sætter sine spor på arvemassen i en nøgenrotte

Nøgenrotter lever hele deres liv i mørke i underjordiske huler under den afrikanske savanne. Det betyder, at nøgenrotterne har et meget dårligt syn og små øjne, og deres døgnrytme er ikke styret af lys og mørke. De nye forskningsresultater viser, at mørket har sat sine spor på nøgenrottens arvemasse.

»Vi kan nu konstatere, at mange af de gener, der sørger for at forsyne os mennesker med et skarpt syn og en sund døgnrytme, mangler eller er blevet inaktiveret hos nøgenrotterne. For eksempel var 200 af de gener, som mus og mennesker bruger til at se med, forsvundet eller inaktive hos nøgenrotten, siger Jun Wang.

Nøgenrottens gener bremser aldring og kræft

Forskningsresultaterne har også givet værdifuld indsigt i, hvorfor nøgenrotter kan blive op til 30 år gamle og er meget modstandsdygtige for at udvikle kræftsygdomme.

For noget kunne tyde på, at nøgenrotterne er udstyret med et genetisk set-up, som i højere grad kan forhindre slid på deres kromosomer. Derudover er nøgenrottens celler udstyret med to effektive bremser, som tilsyneladende kan forhindre, at cellerne deler sig ukontrollabelt.

“Det kan meget vel være en del af forklaringen på, at nøgenrotterne kan blive så gamle på trods af deres lille størrelse, og at de kan holde kræftsygsomme stangen,” siger Jun Wang.

I jagten på at kunne forklare nøgenrottens forskellige særheder, fandt de også en ændring på et gen, som forklarer, hvorfor nøgenrotten er nøgen og ikke har pels, som overjordiske mus og rotter.

Nøgenrotte: Køn er den ikke, men nu har nøgenrotten fået kortlagt alle sine gener til mindste detalje, og det afslører blandt andet, hvorfor den er nøgen og lever længere end andre gnavere som mus og rotter. (Foto: Morfph)

Køn er den ikke, men nu har nøgenrotten fået kortlagt alle sine gener til mindste detalje, og det afslører blandt andet, hvorfor den er nøgen og lever længere end andre gnavere som mus og rotter. (Foto: Morfph)

Forskere håber, at nøgenrotte bliver forsøgsdyr

Forskerne bag undersøgelsen håber, at kortlægningen af nøgenrottens genom vil inspirere verdens forskere til at bruge nøgenrotten som modeldyr i studiet af ældning, smerteopfattelse og kræft hos mennesker.

“Det kan være, at nøgenrotten kan hjælpe os med at løse nogle af de gåder, som vi stadig ikke har svaret på,” siger Jun Wang.

“En nøgenrotte er ikke grim”

Selvom verden har travlt med at udråbe nøgenrotten som det grimmeste dyr i verden, så er Jun Wang og hans forskerkolleger, som er tæt på dyret i deres dagligdag, af en helt anden overbevisning.

“Når du første lærer nøgenrotten at kende, kan du lide den med det samme, og den er slet ikke grim. Den har træk og egenskaber, der er unikke blandt pattedyr, og derfor er den meget vigtig at studere,” siger Vadim Gladyshev fra Harvard Medical School i USA, som har stået i spidsen for forskningen.

Jun Wang fra Københavns Universitet er enig.

“Det kan godt være, at den virker frastødende på nogen, men i mine øjne er den smuk, fordi den bærer rundt på nogle unikke hemmeligheder,” siger Jun Wang.

Mere om nøgenrotten

Nøgenrotter er gnavere, men de lever i samfund, som kunne minde om insekternes. Nøgenrotterne holder til i Østafrika og bor i kolonier under jorden med op til 300 medlemmer, når det går højt.

Der er kun få hanner og en enkelt hun, dronningen, som parrer sig og avler nyt afkom. Resten af nøgenrotterne agerer arbejdere og soldater, og derfor minder nøgenrotternes liv i høj grad om det liv, som foregår blandt myrer i deres myreturer.

Hvordan dronningen bærer sig ad med at forhindre, at andre hunner parrer sig, ved man meget lidt om. Men en ting er sikkert: Når dronningen dør, begynder andre ældre hunner at producere æg blot 7-10 dage efter hendes død. De kæmper derefter en blodig og ofte dødelig kamp om at blive den næste dronning, der må avles på.

I modsætning til andre pattedyr, kan en nøgenrotte ikke opretholde en konstant kropstemperatur med hjælp fra kroppens stofskifte alene. Så nøgenrotter er koldblodede og får varmen fra omgivelserne, og i dette tilfælde jordvarme, da de bor i underjordiske huler.

Se mere