Experimentariums piloter laver dagligt forsøg med videnskaben bag De 5 baderåd.

Sikker bad ning

Gætteleg om vand og sikker badning

I Experimentariums nye demonstration gør vores piloter dig klogere på badning og videnskaben bag de 5 baderåd.

Hvad er opdrift egentlig? Hvorfor er der nogle gange så mange brandmænd på stranden? Og hvad er et revlehul?

I Experimentariums demonstration “Gætteleg om vand og sikker badning” lærer I om badesikkerhed og den fysik, der ligger bag.

Demonstrationen tager udgangspunkt i De 5 Baderåd, en slags færdselsregler for stranden, som er udarbejdet af Trygfonden og Dansk Svømmeunion.

Gæt udfaldene af forsøgene

Oplev vores piloter lave illustrative forsøg, der illustrerer fænomenerne bag baderådene. I er aktivt med og kan gætte på udfaldet af forsøgene.

Vi undersøger blandt andet fænomenet ”opdrift”, ved at finde ud af om en appelsin kan flyde. Vi viser, hvad et revlehul er, og fortæller hvorfor der nogen gange er brandmænd på stranden. Og så kan I se, hvad der egentlig er inde i en redningskrans.

Hvor og hvornår?

I kan opleve demonstrationen “Gætteleg om vand og sikker badning” i Experimentariums udstilling ‘Stranden’- Tidspunkter kan variere, men følg med i Dagens Program.

Demonstrationen er støttet af Trygfonden.

De 5 baderåd

1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du ofte redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold derfor godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

På Stranden leger du dig til større viden om vand. Det er her på kanten af oceanet, du vinder respekt og indsigt i strandens muligheder.
Besøg Stranden

Flere demonstrationer