Gå på jagt efter den gode energi med Experimentarium og Norlys
I samarbejde med Norlys har Experimentarium udviklet den interaktive oplevelse ”Jagten på den gode energi” til en række af Norlys’ ladeparker landet over - blandt andet på Drejebænken ved Odense.
Nu kan du få en Experimentarium-oplevelse, mens du lader din elbil op. I samarbejde med energiselskabet Norlys har vi nemlig åbnet “Jagten på den gode energi” på energiselskabet Norlys’ elbilladeplads ved Drejebænken på E20 syd for Odense.
Og flere er på vej!
Få et smugkig her:
Ladetid til kvalitetstid
Energiselskabet Norlys vil gøre ladetid til kvalitetstid og vil give deres ladekunder en oplevelse og et pusterum, når elbilen skal lades.
I et tæt samarbejde mellem Experimentarium og Norlys har man derfor udviklet den interaktive oplevelse ”Jagten på den gode energi” til en række af Norlys’ ladeparker landet over. Odense er første sted.
Her kan familier og andre lege sig til viden om grøn energi, mens de lader bilen op. Blandt oplevelserne er en model af en elbil, hvor gæsterne skal bruge hurtige reflekser og samarbejde for at løse opgaven og samtidig lære om, hvordan sol og vind kan lade op.
Der er også et kuglevippespil, hvor man skal ”rulle” et energinetværk ud og samtidig lære om optimale placeringer af vindmøller og solcelleparker.
Oplevelsesområdet oplyses af vartegnet for ”Jagten på den gode energi” – en stor glorie, der lyser i farver i takt med, at der samles energipoint i oplevelserne.
Flere oplevelsesuniverser på vej
”Jagten på den gode energi” bliver en del af oplevelsen på 5 af de første 15 ladeparker, som Norlys planlægger at opføre. Foruden ladeparken ved Drejebænken i Odense bliver det ladeparkerne i Vejle, Vordingborg, Brønderslev og Aarup, som får et interaktivt oplevelsesunivers.