Velkommen til et olympisk år på Experimentarium
Glæd dig til et olympisk år på Experimentarium. Legene begynder nu - og DU er udtaget! Se her, hvad der sker.
18. december samles over 150 atleter på Experimentarium som led i forberedelserne til Danmarks deltagelse ved De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege i Tokyo til næste sommer.
Atleterne har stadig et halvt år til at pudse formen af, inden den olympiske ild tændes i Tokyo og medaljekampen starter.
Men på Experimentarium begynder Legene allerede den 23. januar 2020, når Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik officielt åbner LAD LEGENE BEGYNDE.
”I 2020 bliver et olympisk år på Experimentarium! Vores ambition er at gøre Experimentarium til stedet, hvor hele Danmarks befolkning kan opleve og følge med i De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege,” fortæller Kim Gladstone Herlev, adm. direktør på Experimentarium.
LAD LEGENE BEGYNDE gennemføres i partnerskab med Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og Parasport Danmark. Indsatsen er støttet af Elsass Fonden, Augustinus Fonden, Bevica Fonden og IOCs Olympic Solidarity program.
LAD LEGENE BEGYNDE sidestiller De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege. Målet er at vise, at sport for alle.
”Sport handler om sammenhold og kampgejst – at blive hurtigere, stærkere og dygtigere og bare ha’ det sjovt sammen. Atleternes forskellighed inspirerer til at prøve kræfter og finde sine egne styrker. Din forunderlige krop kan oftest meget mere, end du tror, og der er helt sikkert også sportsgrene, som passer til dig,” siger Kim Gladstone Herlev.
I Experimentariums nybyggede Testcenter kan børn og voksne teste deres hurtighed, styrke, reaktionshastighed mv. i 10 aktiviteter, designet og bygget af Experimentarium. Danske atleters personlige fortællinger om hverdagen med topidræt og vejen til Tokyo inspirerer og perspektiverer oplevelserne undervejs.
Til sommerferien åbner Den Olympiske By på toppen af Experimentarium. Den Olympiske By er inspireret af værtsbyen Tokyo, japansk natur og kultur og selvfølgelig af den rigtige Olympiske by, hvor atleterne bor sammen under Legene. Der bliver aftenåbent og fri entré til Den Olympiske By under De Olympiske Lege.
Året igennem byder Experimentarium på en tætpakket eventkalender. Blandt andet vil en lang række idrætsforbund inspirere med smagsprøver på alt fra fægtning til kørestolsrugby.
Her på Experimentariums Olympiske hjemmeside kan du løbende følge med i, hvad der sker. Vi lancerer inden længe en kalender, så du kan holde styr på de mange arrangementer og events henover året og finde dem, der lige præcis passer til dig.
Vi bringer også løbende masser af viden og baggrund om De Olympiske lege og Paralympiske Lege, om træning og hvad den fantastiske menneskekrop kan præstere.
Vi lancerer desuden inden længe Sportstesten, hvor du kan finde ud af, hvilke sportsgrene, der passer bedst til dig Vi bringer også løbende konkurrencer og video og fotos fra årets mange arrangementer på Experimentarium.
Glæd dig! 2020 er et Olympiske år på Experimentarium – og DU er udtaget!