Naturriget - Bliv insekt for en dag

Experimentarium vil inspirere børn og voksne til at passe bedre på naturen

Experimentariums nye udstilling ”Naturriget – Bliv insekt for en dag” skal udfordre børn og voksnes syn på den danske natur, og styrke deres lyst til at passe bedre på den. Udstillingen åbner torsdag den 21. marts – lige op til påskeferien.

HENT PRESSEFOTOS FRA UDSTILLINGEN HER: Pressefotos – Naturriget 2024

Nu åbner Experimentarium den nye udstilling Naturriget – Bliv insekt for en dag, der gennem interaktive oplevelser skal inspirere børn og voksne til at passe bedre på vores natur.

Baggrunden for udstillingen er, at Danmark er det land i EU, som har mindst beskyttet natur og et af de lande i verden, der har opdyrket mest af sit landareal (1).

Ifølge den internationale natur- og miljøorganisation IPBES, mangler naturen fremfor alt sammenhængende plads til at udfolde sig – og det sætter biodiversiteten under pres (2).

Samtidig ved børn og voksne i dag mindre om naturen i al dens mangfoldighed. Det gør os blinde for, hvor skidt det faktisk står til med den danske natur (3).

”Den nye udstilling udfordrer vores personlige syn på naturen. Målet er at give børn og voksne lyst til at kæmpe for vores natur og inspirere dem til komme ud og opleve den,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Se verden fra insekternes perspektiv

Centralt i den nye udstilling er en VR-oplevelse, hvor man ser verden fra sommerfuglenes og biernes perspektiv. Gennem interaktive spil oplever man samspillet og den indbyrdes afhængighed mellem dyr, planter og mennesker.

Udstillingen byder også på en skov af rigtige træer, der er blevet fældet for at give lys til skovbunden. De danske skove er oftest produktionsskove, hvor træerne står så tæt, at solens stråler ikke når skovbunden. Men ved at tynde ud i træerne opstår lysninger, hvor flere af skovens arter kan trives.

Vi skal styrke vores lyst til at passe på naturen

Naturriget – Bliv insekt for en dag er støttet af AAGE V. JENSEN NATURFOND, der har naturens bevarelse og udvikling samt de vilde dyrs beskyttelse som formål.

”Vi er glade for at støtte Naturriget, Bliv insekt for en dag på Experimentarium. Her kan gæsterne få en unik oplevelse med bl.a. bier og sommerfugle og mere viden om naturen og biodiversitet, som forhåbentligt kan øge deres ønske om at passe på naturen,” siger Hanne Haack Larsen, direktør, AAGE V. JENSEN NATURFOND.

I udstillingen kan man bl.a. opleve:

 

VR-oplevelse – Bliv insekt for en dag

Kom med ind i sommerfuglenes og biernes spændende verden. Gennem interaktive spil oplever I samspillet og den indbyrdes afhængighed mellem dyr, planter og mennesker.

 

Hvordan har naturen det i Danmark?

Rul kuglen gennem den store vippe-labyrint og kom hele ”Danmark rundt”, mens I tester jeres viden om, hvordan den danske natur faktisk har det. Hvad er sandt, og hvad er falskt?

 

Test dit natursyn

Hvordan synes I, at den danske natur skal være? Ønsker I, at vi bruger så meget plads som muligt til at producere fx mad og materialer? Synes I, at naturen skal være et sted, hvor vi mennesker kan nyde livet og slappe af i smukke omgivelser? Eller vil I have vild natur med plads til biodiversitet? Drej på tromlerne og find frem til jeres svar.

 

Biodiversitets-quizzen

Dyst på jeres naturviden i biodiversitets-quizzen. Her kommer I bl.a. ansigt til ansigt med nogle af de truede danske arter, som vi snart kan miste – hvis altså vi ikke gør noget lige nu!

 

De danske skove

Kom med ind i skoven af træer, der blev fældet for at give lys til skovbunden. Langt de fleste skove i Danmark er produktionsskove, hvor træerne står så tæt, at solen ikke når skovbunden. Men ved at tynde ud i træerne opstår lysninger, hvor flere af skovens arter kan trives.

 

Kom tættere på naturen

På inspirationsvæggen finder I idéer og viden, der kan inspirere jer til at komme i bedre kontakt med naturen.

 

Film og info om biodiversitet

Se filmene, hvor danske forskere og eksperter fortæller om biodiversitet og tilstanden af dansk natur lige nu. Få fx forklaringen på, hvad biodiversitet egentligt er, og hvorfor det er så vigtigt. I får også indblik i Den Danske Rødliste, som rummer information om, hvor truede de enkelte danske arter er.

 

Det digitale Naturrige

På udstillingens hjemmeside kan I teste jeres paratviden i sjove quizzer om biodiversitet og den danske natur. Dyk ned i viden om biodiversitet og få tips, råd og inspiration til, hvad I selv kan gøre for at hjælpe naturen. Se mere på www.experimentarium.dk/naturriget

For yderligere presseinformation

Christian Juul Yssing

Presseansvarlig, Experimentarium

M: 41 39 17 08

E: christiany@experimentarium.dk

Om Experimentarium

Experimentarium blev i 2018 kåret af TIME Magazine som en af verdens 100 bedste og mest innovative oplevelsessteder. Experimentarium samler børn og voksne om overraskende og engagerende oplevelser, der har kraft til at skabe forandring i den enkelte og i verden. Experimentarium er en erhvervsdrivende fond (non-profit) med 150 medarbejdere. De samlede indtægter fra Experimentariums momspligtige og momsfritagne aktiviteter bidrager under ét til Experimentariums formål og indsatser for at vække børn og unges nysgerrighed for naturvidenskab, teknologi og bæredygtighed. Læs mere på www.experimentarium.dk. Følg Experimentarium på FacebookInstagram og LinkedIn