Venner med naturen

Experimentarium vil inspirere børn til at blive venner med naturen

Experimentarium modtager godt 15,4 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden til et nyt, landsdækkende oplevelsesunivers, der skal styrke de 3-6 årige børns lyst til at opleve og beskytte naturen. (Foto: AI-genereret billede via Midjourney)

Hvert tredje barn har ikke klatret højt i et træ, og hvert andet barn har aldrig fanget en krabbe. En undersøgelse udført for Friluftsrådet i 2022 viser, at børn mangler basale naturoplevelser som at lege og overnatte i naturen og komme helt tæt på dyr og planter (1).

”Børn har krav på, at vi hjælper dem til oplevelser, der giver dem et personligt forhold til naturen. Det er en vigtig forudsætning for, at de vokser op med en lyst til at forstå og beskytte naturen i dens mangfoldighed,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Derfor udvikler Experimentarium nu et landsdækkende oplevelsesunivers under arbejdstitlen: ’Venner med naturen’.

Oplevelsesuniverset inkluderer en interaktiv udstilling på Experimentarium og på landets biblioteker samt lokalt forankrede aktiviteter, der skal inspirere 3-6 årige børn, forældre og pædagoger over hele landet til at drage sammen på dannelsesrejse i naturen.

Naturdannelse kommer ikke ud af den blå luft

Nordea-fonden støtter udviklingen af ’Venner med naturen’ med 15.475.000 kr.

“Naturdannelse kommer ikke ud af den blå luft. Det er vigtigt, at vi giver vores børn nogle spændende muligheder for at udforske naturen og tilegne sig ny viden om den store, forunderlige verden af dyr og planter, vi lever i. Experimentarium har en ambition om at forene leg og læring, når de arbejder med de små børns naturdannelse. Det giver flere lyst til at deltage og være med. Hos Nordea-fonden er vi rigtig glade for at støtte ’Venner med naturen’ – ikke mindst fordi, det bliver et landsdækkende tilbud, der vil kunne opleves på mange forskellige lokationer rundt omkring i landet,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Experimentarium udvikler ’Venner med naturen’ i samarbejde med Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

’Venner med naturen’ ventes lanceret i 2025.

Note (1): https://friluftsraadet.dk/nyheder/hvert-andet-barn-har-aldrig-fanget-krabbe

Klik på det AI-genererede billede for download

AI foto genereret via Midjourney

For yderligere presseinformation

Christian Juul Yssing

Presseansvarlig, Experimentarium

M: 41 39 17 08

E: christiany@experimentarium.dk