Foto: Adam Mørk

Foto: Adam Mørk.

Verdens 100 bedste

Experimentarium blandt verdens 100 bedste steder

TIME Magazine offentliggjorde i august 2018 deres liste over verdens bedste og mest innovative steder. Experimentarium var med på listen.

TIME offentliggjorde i august 2018 listen World’s Greatest Places 2018.

Det velansete og toneangivende nyhedsmedie udvalgte de 100 oplevelsessteder, som er verdens mest innovative og trendskabende, når det gælder om at skabe oplevelser, som er en rejse værd.

I 2018 var det første gang at TIME Magazine lavede listen, som samlede de bedste og mest innovative oplevelser fra hele verden. Med på listen var oplevelser fra 48 lande og seks kontinenter.

Kun tre danske oplevelser var med på verdenslisten: Experimentarium, Tivoli og Noma.

”Når en gigant som TIME Magazine sætter Experimentarium på verdenskortet som en af verdens mest innovative og trendsættende oplevelser, så er det jo som at få tre Michelin-stjerner. Vi er mildest talt ved at revne af stolthed! Målet med det nye Experimentarium var at skabe et science center i absolut verdensklasse – og det kan vi vist godt tillade os at sige er lykkedes,” sagde Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Time Magazine er især kendt for deres årlige liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, og 2018 var første gang de offentliggjorde listen over ’World’s Greatest Places’.

Verdens bedste oplevelser i konkurrence

World’s Greatest Places-listen er sammensat af alle typer oplevelser, bl.a. museer, restauranter, parker og hoteller. Det afgørende er dermed ikke typen af oplevelse, men at oplevelsen i sig selv er i verdensklasse.

”Vi har skabt det nye Experimentarium til at give oplevelser – transformerende og kreative oplevelser, der giver børn og voksne mulighed for at grine, blive nysgerrig og eksperimentere. Her bruger du kroppen og bliver klogere samtidig.

Uanset om du er dansker, amerikaner eller kineser, så kan du hoppe lige ud i det på Experimentarium og forhåbentlig tænder det også en gnist af nysgerrighed efter at forstå vores forunderlige verden,” sagde Kim Gladstone Herlev.

Oplevelsen på det nye Experimentarium byder blandt andet på verdens første bevægelsesbiograf baseret på bevægelsessensorer og ’Miniverset’, som er et splinternyt, naturvidenskabeligt legeunivers specielt udviklet til de 1 til 5-årige.

Det hele, med ganske få undtagelser, er designet af Experimentariums egne udstillingsudviklere. Arkitektfirmaet CEBRA fra Århus står bag selve bygningen, som kombinerer spektakulær ny arkitektur med nænsom genbrug af Tuborgs gamle tappehaller i Hellerup.

Gæstetilfredshed helt i top

Gæsterne er heldigvis enige med TIME Magazine i vurderingen af oplevelsen på Experimentarium. I gennemsnit har gæstetilfredsheden været 98% siden Experimentarium slog dørene op i januar 2017. Ved en måling i foråret 2019 var gæstetilfredsheden 100% og 98% af de besøgende siden åbningen siger, at de vil anbefale andre at besøge Experimentarium.

Gæsterne oplever også, at de får ny viden og indsigt i naturvidenskab på Experimentarium. I gennemsnit svarer 94% at de oplever at få pirret deres nysgerrighed.

Om ’World’s Greatest Places’

Se TIME Magazine’s liste 2018 her.

TIME har modtaget nomineringer fra deres redaktører og korrespondenter verden over og har sammen med eksperter sammensat listen på 100 oplevelser fra seks kontinenter og 48 lande.

TIME har udvalgt de 100 oplevelser baseret på deres kvalitet, originalitet, innovation, bæredygtighed og indflydelse.

Listen tæller museer, parker, restauranter, attraktioner, hoteller mv. og er opdelt i tre kategorier: Steder man kan besøge, steder man kan overnatte og steder, hvor man kan spise og drikke.

Mere om Experimentarium