Uden at være klar over det, smitter vi hinanden med dovenskab, omhu og utålmodighed. Det viser en undersøgelse, som blandt andre hjerneforskeren Jean Daunizeau, ICM i Paris har udført.

Umiddelbart kan man synes, det burde være en ulempe at blive lige så ugidelig, som de andre i gruppen. Men evolutionært er det en fordel.

Det gælder nemlig for alt levende, at der er tidspunkter, hvor der skal spares på energien. Lige som der selvfølgelig er tidspunkter, hvor vores overlevelse kræver, at vi sætter al vores energi ind.

Fejllæser holdninger

Men det kan være svært for den enkelte, altid at finde det rigtige niveau. Og så hjælper det, at kunne aflæse gruppens holdninger og justere ind. På den måde stiger chancen for, at man kun giver den gas, når det er nødvendigt, Og at man til gengæld får slappet grundigt af og fedet den big time sammen med gruppen, når der er mulighed for det.

Men der er en sjov detalje ved den måde, vi justerer ind til hinandens dovenskab. Vi baserer nemlig vores valg på en misforståelse, forklarer forskerne bag forsøget.

Tager fejl

Den psykologiske proces begynder med, at vi tager fejl. Vi overvurderer, i hvor høj grad andre har samme holdning til dovenskab, omhu og utålmodighed, som os selv.

Den fordom bruger vi så som grundlag til at vurdere, hvor de andres niveau ligger, før vi ubevidst justerer ind efter det, forklarer forskerne.

Det smukke er, at det ikke betyder en disse, at vi justerer ind efter en forkert vurdering. For vores tendens til at tillægge os de andres holdninger, er indrettet, så det endelige resultat alligevel bliver rigtigt.

Man kan altså sige, at 2 fejl giver 1 rigtig. Gennem to fejlagtige psykologiske processer ender vi smukt på det rigtige resultat.

Computermodel afslørede mekanismen

Det var en computermodel, hvor menneskelige tankegange er sat på matematisk formel, som afslørede de to psykologiske mekanismer.

For at teste, om computermodellen havde ret i sin forudsigelse, satte Jean Daunizeau og hans kollega et eksperiment op med forsøgspersoner. Og, jo. Eksperimentet viste, at de to fejlbehæftede, psykologiske mekanismer ganske rigtigt ser ud til at være en del af den menneskelige psykologi.

Forskernes arbejde er et eksempel på, hvordan vor tids forsøg på at forstå dyrs og menneskers adfærd gennem psykologiske computermodeller, kan give overraskende, ny indsigt.

Kilde: PLOS Computational Biology