Mange vælger smerte over kedsomhed

Det kan være svært at holde kedsomhed ud

Keds Om Hed

Vi undgår at være alene med vores egne tanker

Kedsomhed kan være svært at holde ud alt for længe. Vi bryder os egentlig ikke om at være alene med vores egne tanker, viser ny amerikansk forskning. Nogle foretrækker endda at give sig selv stød fremfor at sidde og dagdrømme.

Det siges, at kedsomhed er sundt. For det er netop, når vi keder os, at vi får nye idéer. Men noget tyder på, at vi ikke rigtig bryder os om det.

Ubehageligt at tænke?

I en række studier fra University of Virginia i USA blev mænd og kvinder mellem 18 og 77 år bedt om ikke at foretage sig noget som helst i perioder på mellem seks og 15 minutter. Langt størstedelen af forsøgsdeltagerne gav udtryk for, at de ikke brød sig om øvelsen, at den var ubehagelig, og at de havde haft svært ved at koncentrere sig.

”Det er overraskende. Selv ikke de ældre forsøgspersoner udviste nogen særlig forkærlighed for bare at sidde og tænke,” siger psykolog Timothy Wilson, der er en af forskerne bag studierne.

Forsøgsdeltagerne fik også mulighed for at lave øvelserne hjemme hos sig selv i velkendte omgivelser, men også her var resultaterne de samme. Tilmed indrømmede en tredjedel af personerne, at de snød ved for eksempel at sætte musik på.

Smerte over kedsomhed

I de afsluttende studier tog forskerne mere ekstreme metoder i brug. Deltagerne fik således mulighed for at give sig selv små elektriske stød under øvelserne. Hele 75 procent af de mandlige deltagere foretrak at udsætte sig selv for en mild form for smerte i stedet for bare at sidde og glo. For kvinderne var det en fjerdedel.

Tænkning skal opstå spontant

”Det er slående, at så mange hellere ville udsætte sig selv for noget ubehageligt fremfor blot at sidde og tænke. Vores foreløbige konklusion er, at de fleste godt kan lide at dagdrømme indimellem, men at det kun er behageligt, når det opstår spontant,” siger Timothy Wilson.

Vidste du, at dovenskab smitter? Læs her: Nyt studie viser, at dovenskab og utålmodighed smitter mellem mennesker

Se mere