Hvad er kriterierne for at deltage i De Paralympiske Lege?
’Paraolympics’ oversættes til ’ligesom Olympiaden’. Men hvordan adskiller De Paralympiske Lege sig fra De Olympiske Lege? Hvad startede traditionen, og hvordan foregår klassificeringen?
De Paralympiske Lege er en af de mest prestigefyldte idrætsstævner for handicappede idrætsudøvere – en sportsbegivenhed der efterhånden har en del år på bagen.
I 1948 besluttede doktor Sir Ludwig Guttmann at afholde en række forskellige idrætskonkurrencer for alle rygskadede, engelske soldater, som havde deltaget i 2. verdenskrig. Fire år efter åbnede idrætskonkurrencen også op for handicappede idrætsfolk fra Holland. Dette skulle vise sig at blive starten på noget stort, og De Paralympiske Lege blev officielt afholdt for første gang i Rom 1960, hvor 400 kørestolsbrugere fra 23 forskellige nationer, deltog.
I begyndelsen kunne enhver med et handicap deltage i De Paralympiske Lege. I de seneste årtier er der dog sket en markant udvikling i klassifikationssystemet, og nu er der virkelig kamp til stregen om pladserne til De Paralympiske Lege!
De Paralympiske Lege er for fysisk handicappede, udviklingshæmmede og synshandicappede atleter. Dog kan graderne af atleternes handicap være meget forskellige, og der er derfor udarbejdet et klassifikationssystem, som sikrer en fair kamp om sejren.
Systemet gør det muligt at klassificere atleterne, så de, trods et forskelligt handicap, kan stille op i samme klasse – set ud fra deres funktionsniveau.
Klassifikationsprocessen bliver udført af et hold, som typisk består af en læge eller en fysioterapeut og en træner. Derudover baseres vurderingen på en stor mængde data og analyser og en grundig evalueringsproces.
De Paralympiske Lege afholdes hvert fjerde år i forlængelse af De Olympiske Lege. Her konkurrerer paraatleterne i samme værtsby og i de samme faciliteter, hvor de olympiske atleter kort tid forinden har leveret deres toppræstationer. I år afholdes De Paralympiske Lege i Tokyo fra tirsdag den 25. august til søndag den 6. september.