Skoleelever udvikler computerspil til Experimentarium
Både fantasi og koder blev for nylig sluppet løs, da skoleelever fra København som et led i projektet Coding Class prøvede kræfter med at lave computerspil til Experimentarium.
”En digital kuglebane, hvor kuglerne skal sorteres som affald. Sorterer du korrekt, scorer du point og gør verden til et renere og bedre sted.”
Det var blot en af de fantasifulde løsninger, som elever fra 6. klasse på Strandboulevardens skole fandt på, da de for nylig skulle udvikle computerspil til Experimentarium som en del af Coding Class-projektet.
Eleverne havde fået en udfordring om at skulle udvikle en digital udgave af Experimentariums udstilling Byggepladsen, og oplægget hed:
“Lav Byggepladsen om til en digital oplevelse, hvor gæster kan se, prøve eller lege sig til viden”.
Efter at have fået en rundvisning, blev eleverne sluppet løs i den fysiske udstilling, hvor de ved at lege og udforske Byggepladsens mange aktiviteter og kuglebaner fik en ide om udstillingens læringsmål og de digitale muligheder, der gemte sig.
Tilbage på skolen skulle eleverne lave en konceptbeskrivelse for den digitale udgave af udstillingen, som de pitchede for Experimentariums udstillingsudviklere, der gav dem feedback.
Eleverne gik derefter i gang med at producere deres spil. De færdige prototyper præsenterede de til sidst for et panel på Experimentarium, som gav dem konstruktiv efterkritik på ide og udførelse.
Experimentariums bedømmelsespanel var generelt imponeret over ideerne, som var både sjove, lærerige og gennemarbejdede, og det var tydeligt, at eleverne virkelig havde knoklet med at udvikle deres spiluniverser, som talte fantasifulde eventyrspil, quizspil, Minecraft- og Roblox-agtige løsninger med mere.
Projektet var en del af Coding Class, et computerprogrammeringsforløb for skoleelever, der er udviklet af IT-Branchen i samarbejde med kommuner og erhvervsvirksomheder.
Elevernes prototyper kan ses og spilles her:
Skrevet af Anders Bruun 4. april 2024