Hvad spiser og drikker astronauterne på Den Internationale Rumstation? Hvad laver de deroppe? Hvordan går de på toilettet? Og svæver de virkelig rundt i vægtløs tilstand, når de sover?

Det er blot nogle af de mange ting, du får svar på i Experimentariums nye udstilling Rumstationen, som vi præsenterer i anledning af astronaut Andreas Mogensens mission til ISS, hvor han skal opholde sig i 6 måneder fra slutningen af august.
En miniudgave af Rumstationen
Udstillingen er udformet som en miniudgave af rumstationen med forskellige moduler og temaer. Undervejs gennem udstillingen kan I i en stribe videoinstallationer høre Andreas Mogensen selv fortælle om livet på ISS, om hans mission og opgaver.
Se en plan over udstillingen og klik på videoikonerne her for at høre smagsprøver på Andreas Mogensens fortællinger:
Hør blandt andet om:
I rummet er det svært at sove

Søvn er livsvigtigt for alle. Hvis astronauterne ikke får sovet godt, kan det påvirke deres hukommelse, dømmekraft og evne til at løse opgaver. Men det er meget anderledes at sove i rummet, for her kan de ikke bare lægge sig på en seng og trække dynen over hovedet. For alt svæver rundt – også dem selv. Så hvordan gør de?
I rummet bliver din krop svag
På rumstationen er astronauterne vægtløse og skal næsten ikke bruge deres muskler for at bevæge sig. Når de svæver rundt, mister deres muskler styrke og bliver slappe. Derfor skal de træne mindst to timer om dagen. Hvordan foregår det?
Solen står op 16 gange i døgnet
Da rumstationen kredser rundt om Jorden med 28.000 km/t, oplever astronauterne 16 solopgange og 16 solnedgange i døgnet. Rumstationen har kun få vinduer, så astronauterne får ikke det naturlige dagslys, vi kender fra Jorden. Det påvirker deres døgnrytme negativt, og manglen på varieret lys kan derfor forringe astronauternes søvn og humør.
Udfordringen er at skabe et varieret lysmiljø i rummet – hør om hvordan det foregår.
I rummet går lynene opad
Fra rumstationen har astronauterne en unik udsigt. De kan observere skyer, nordlys og atmosfæren. Et særligt fænomen er opadgående lyn, der viser sig i røde og blå farver. Ved at overvåge fænomenet, kan Rumstationen gøre os klogere på klimaet og ozonlaget.
I rummet svæver maden

Arbejdet i rummet er både fysisk og mentalt krævende, så astronauterne skal have en ernæringsrig kost. På grund af begrænsede forsyninger får de kun frisk frugt og grøntsager ca. en gang om måneden, og der er ingen køkkenfaciliteter til madlavning. Så hvordan får de egentlig mad?
Ægte astronautbælte og virtual reality
I udstillingen kommer du også tæt på noget af det udstyr, astronauterne har med på ISS. Se fx et astronautbælte, magen til det Andreas Mogensen bruger. Eller se eksempler på den mad astronauterne spiser på rumstationen, og kig nærmere på det grej, der sørger for rent drikkevand ved at filtrere og rense astronauternes urin!

Danish Aerospace Company har udviklet det brystbælte, som Andreas Mogensen skal afprøver under sin mission. Bæltet måler blandt andet EKG, puls og g-påvirkning.
I udstillingen møder du også fra tid til anden Experimentariums piloter, der inviterer til et besøg på den virkelige rumstation i virtual reality eller laver inspirende eksperimenter med rumvidenskab og vakuum.
