Testcentret består af en arena og ti aktiviteter, hvor du bl.a. kan teste og træne din hurtighed, reaktionsevne, mentale styrke og præcision. Dyst mod hinanden og bliv inspireret af de danske atleters personlige fortællinger om livet og hverdagen som elite-idrætsudøvere og om deres vej til De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege.
Arenaen
Er du parat til at prøve noget nyt? Arenanen er en lille multisal, hvor du kan dyste mod andre i lysfodbold, prøve kørestolsbasket eller noget helt tredje. Året igennem kommer en række idrætsforbund på besøg og giver smagsprøver på deres sport. Måske er det lige noget for dig?
Kan du holde balancen?
Hvem er bedst til at holde balancen på balancebrættet? Når du er i balance, er din krop i ligevægt og du har kontrol over den. Dine muskler, led, hjerne og sanser skal spille perfekt sammen. Men det kan være sværere, end du lige tror!
Kan du styre fokus?
Har du mental styrke til at nå dine mål? Faktisk er det ofte tankerne, der afgør, hvem der kommer til tops på sejrsskamlen. I denne overraskende mentale træningsaktivitet bliver du opmærksom på dine tanker og følelser. Kan du slippe dem og skifte fokus? Så har du allerede et forspring i medaljekampen!
Hvilken rute kan du klatre?
Bouldering er en ny olympisk disciplin, som du kan mestre, hvis du er stærk, smidig, og kan lægge en god plan. Inden du klatrer op af Boulderingvæggen, skal du først se din rute for dit indre blik og lægge din plan. Holder din analyse? Eller kan du mon justere din plan undervejs, uden at du falder ned?
Hvor hurtigt kan du løbe?
På pladserne… klar, parat, start! Et hurtigt løb kræver en god start, og en god start kræver både øvelse og god teknik. På løbebanen kan du øve og forbedre din startteknik og selvfølgelig dyste med de andre. Hvem får den bedste start og den bedste tid – og kan du mon slå din personlige rekord?
Hvor præcist kan du skyde?
I skydning kan den mindste rystelse ødelægge det hele. Du skal koncentrere dig og ha’ fuldstændig kontrol over din krop og din vejrtrækning for at holde dit sigte og ramme plet. Er du mon bedst med pistolen eller riflen?
Er du hurtig og har overblik?
Du skal være lynhurtig og have et godt overblik for at kunne returnere en bordtennisbold og udspille din modstander. Test og træn din reaktionsevne ved at trykke på bordtennisboldene, så hurtigt som de lyser op på væggen. Hvor mange bolde kan du ’returnere’, inden tiden løber ud?
Hvad er din puls?
Når du lige har dyrket sport, mærker du sikkert dit hjerte hamre i dit bryst. Jo mere du anstrenger dig, jo hårdere skal hjertet arbejde for at levere næringsrigt blod og ilt til dine muskler. Læg hænderne tålmodigt på pulsmåleren. Se blodet pumpe ud af hjertet i takt med, at dit eget hjerte pumper. Kan du se, at der er en forskel på, når du lige har løbet, og når du er afslappet?
Hvor højt er dit sejrsråb?
Et vildt sejrsråb kan give ekstra energi og masser af kampgejst – og det er også den bedste måde at fejre sejren på. Stik hovedet ind i den olympiske fakkel og udstød dit vildeste sejrsråb! Rækker det til at vinde bronze, sølv eller guld?
5 Kampen – trofæjagt i Testcentret
5 Kampen er en sjov trofæjagt på mobilen, hvor du skal klare fem sjove udfordringer i Testcentret. Tast dine resultater ind i Experimentariums app. Du scorer trofæer efter, hvor godt du klarer dig. Klarer du alle fem udfordringer, udløser det OL Trofæet, som kan veksles til en lille gave i Experimentariums butik.
Læs mere om 5 Kampen
Sportstesten – hvilken sportsgren passer til dig?
Er du til sport for sjov eller elsker du jernhård træning i al slags vejr? Er du solist eller mere til samarbejde? Tag Sportstesten og find ud af, hvilke sportsgrene, som passer godt til dig.
Tag Sportstesten på nettet NU