Hvad kom først - Hønen eller ægget?
Den ældgamle gåde er løst! Men vi skulle helt tilbage dinosaurerne for at finde svaret.
Det er en gammel diskussion. Hvad kom først – hønen eller ægget? Vil du have svaret, så læs blot videre.
Meget tyder på, at det var ægget der kom først. De første æggelignende skaller dukkede nemlig sandsynligvis op for nogle 100 millioner år siden – da dinosaurerne beboede kloden.
”Det er uden tvivl ægget, der kom først, fortæller Mette Elstrup Steeman, postdoc i evolutionær biologi, til videnskab.dk.
“Ægget er noget meget basalt. Fuglene har udviklet sig fra dinosaurerne, der er krybdyr, og alle krybdyr lægger stort set æg; lige fra dinosaurer over krokodiller og alligatorer til skildpadder”, siger hun
Det første fugleæg blev lagt for cirka 150 millioner år siden, men hønseæggene kom endnu senere.
Det er usikkert præcis, hvornår hønsefuglene dukkede op, men det menes at være for omkring 70 millioner år siden, altså lige inden dinosaurerne uddøde.
Fugleæggenes strukturer er nedarvet fra krybdyrene, som var de første dyr til at lægge æg på land for omkring 340 millioner år siden.
Det er årsagen til, at alle fugle i dag lægger æg, hvor en hinde omslutter fosteret. Krokodiller og skildpadder lægger æg med blød skal, og har bedst af at blive lagt i fugtige omgivelser, uden decideret at komme i vand.
Dinosaurerne lagde æg med hård skal, ligesom høns gør – for her skal skallen kunne holde på fugten inde i ægget, da omgivelserne, hvor hønseæggene bliver lagt, ikke nødvendigvis er særlig fugtige.
Der er altså ’ægge’ så meget mere at diskutere, ægget kom før hønen – for æg blev lagt allerede af dinosaurerne – længe før der var høns på Jorden.
Kom på Ægsperimentarium i Påsken, og knæk skallen på quizzer og sjove aktiviteter.
Skrevet af Camilla Vingaard 21. marts 2018