De Flotteste Mønstre

Lav fantastiske farvemønstre

I dette forsøg kan du lave helt unikke farvemønstre ved hjælp af kemi! Og du skal kun bruge 4 ting...

I dette forsøg kan man eksperimentere med flotte farvemønstre, når man lader helt almindelig opvaskesæbe interagere med de forskellige elementer i mælk.

Hvad

Til dette forsøg skal du kun bruge 4 ting:

  • Frugtfarver (Eksempelvis rød, grøn og blå)
  • En skål
  • En vatpind
  • Mælk (vi laver vores forsøg med almindelig mælk, men man kan sagtens eksperimentere med forskellige mælk)

Hvordan

Start med at hælde mælk op på en tallerken, så mælken dækker hele tallerkenens overflade. Dybden skulle gerne være cirka 0,5-1 centimeter. Tag nu en af frugtfarverne og dryp to dråber i midten af mælken. Det samme gør du med de andre frugtfarver, du har valgt til dit forsøg.

Dyp nu en vatpind i opvaskesæbe, så hele enden er sæbet godt til. Nu er du klar til at lave mønstre!

Tag vatpinden og dyp lige i midten af mælken, der hvor farverne er. Se farverne der spreder sig ud til tallerkenens kant.

Hvis du har lyst til at eksperimentere endnu mere, kan du prøve at tage en ny vatpind, dyppe den i sæbe og nu prøve at dyppe vatpinden ude i kanterne af tallerkenen. Ændrer det mønstret? Leg med det og se hvor mange forskellige farvemønstre du kan lave!

Hvorfor

Mælk består at tre forskellige elementer: vand, fedt og proteiner. Vand har en positiv og en negativ ende, og proteiner har mange positive og mange negative ender. Fedt derimod har ingen ladninger.

Opvaskesæben har en negativ ende, som binder sig til de positive ender i vand og proteiner. Og så har opvaskesæbe faktisk også en neutral ende, som binder sig til det neutrale fedt.

Derfor, når vi tilføjer sæben i mælken, skydes sæben henover lag og lag af mælk for at interagere med alle de forskellige ladninger. Og farven følger simpelthen bare med, fordi den blandes med mælken. Derfor får vi de flotte farvemønstre! Samme reaktion ville altså ske, hvis frugtfarven ikke havde været der, men det ville slet ikke se lige så sejt ud!

Se også vores pilot Oskar udføre forsøget her:

Flere sjove forsøg