Byg et tårn af farvet væske

Lav sjov, farvestrålende og anderledes bordpynt ved hjælp af frugtfarve og massefylde.

Hvad

Til dette forsøg skal du bruge følgende materialer:

  • Et højt glas eller glaskande (den skal være smal)
  • Frugtfarver
  • Små glas til at afmåle ingredienser med
  • Testvæsker: honning, lys sirup, mælk, opvaskemiddel, vand, madolie, husholdningssprit

Hvordan

Forsøget er meget simpelt. Her er en vejledning:

Mål en deciliter af hver væske op i hvert sit glas. Farv nogle af væskerne med frugtfarve for at skabe en flot effekt. Vær opmærksom på at honning og olie er svære at farve, så lad dem være og farv de andre.

Nu er du klar til at bygge et tårn af væske.


Start med at hælde honningen op i det høje glas. Derefter skal du langsomt og forsigtigt hælde de andre testvæsker i en efter en. Sørg for at hælde dem ned i midten af glasset og undgå at ramme siderne. Lad hver væske falde til ro, inden du hælder den næste i.

Væskerne skal hældes i i denne rækkefølge – hvis du ikke har alle væskerne, springer du bare over og tager den næste på listen:

1: Honning
2: Lys sirup
3: Mælk
4: Opvaskemiddel
5: Vand
6: Madolie
7: Husholdningssprit

Hvorfor

Hvordan kan væskerne stables på denne seje måde? Forklaringen kommer her:

Hvis du vejer en deciliter honning og en deciliter vand, vil du finde ud af, at de ikke vejer det samme. Det skyldes, at deres massefylde er forskellig.

Massefylde er et udtryk, man bruger til at beskrive, hvor tæt pakket et stof er. En deciliter jern er fx ret tung, fordi molekylerne i jern vejer mere og er pakket tæt sammen.

Omvendt vejer 1 deciliter fjer stort set ingenting. Molekylerne i fjer er lettere og er placeret med masser af plads imellem sig, så fjer er løst pakket og fylder meget mere. Fjer har med andre ord en lav massefylde, mens jern har en høj massefylde.

I eksperimentet her har væskerne også forskellig massefylde. De væsker, der vejer mere, vil lægge sig under de væsker, der vejer mindre.

Det er forskellen i massefylden på alle væskerne, der gør, at de kan ligge i de flotte lag uden at blande sig med hinanden.

Se vores pilot Oskar udføre forsøget her:

Se mere