Indholdet af CO2 i atmosfæren bare stiger og stiger. Vi aner reelt ikke, hvilke kædereaktioner, vi har sat i gang. Hvor meget vil temperaturen på kloden stige de næste 10, 20 eller 50 år? Videnskabsfolk overalt på kloden gætter i øjeblikket løs – og ofte med et skræmmende resultat.

Selv hvis menneskeheden pludselig med ét skulle overgå til en mere CO2-besparende levevis vil det først påvirke klimaet engang i slutningen af dette århundrede.

Men er der egentlig hurtigere metoder til at stoppe klimaforandringerne?

Det korte svar er: JA. Men følgerne kan være både uoverskuelige og katastrofale. Lad os alligevel se, hvilke nødløsninger videnskaben foreslår.

1) Efterligne et vulkanudbrud

Tidshorisont: Nu
Ulempe: Ikke langtidsholdbar løsning.
Vurdering: ❄️❄️

En metode, der i dag er teknisk mulig er at simulere et vulkanudbrud. Ideen er, at sende hundreder af fly på vingerne og skyde millioner af tons svovlpartikler ud i den øvre atmosfære.

På den måde skærmes der for sollyset i den øvre atmosfære, og det vil mindske solindstråling – en slags solskærm rundt om hele planeten. Det vil betyde, at temperaturen falder øjeblikkeligt.

Vulkan fik temperaturen til at falde

Da vulkanen Mount Pinatubo på Filippinerne kom i udbrud i 1991, blev der udledt store mængder svovldioxid i atmosfæren. Omkring 17 millioner tons, ifølge NASA. Disse svovl-partikler gjorde, at vi fik 10 procent mindre sollys end normalt. Det fik den globale temperatur til at falde med omtrent en halv grad, og den forblev sådan i mere end et år.

Med til historien hører dog også, at ozonlaget led stor skade under udbruddet, og samtidig udløste det store mængder syreregn. Endelig påvirkede udbruddet nedbørsmønstre og måske også de globale vejrsystemer til skade for eksempelvis bønder overalt i verden.

Da metoden samtidig ikke fjerner roden til problemet – den fortsatte massive udledning af CO2 og det rekordhøje indhold i atmosfæren i det hele taget – ville teknikken skulle gentages år efter år.

2) Opsætte solskærme i rummet

Tidshorisont: 50 år
Ulempe: Ikke-eksisterende teknologi. Ekstremt dyrt
Vurdering: ❄️❄️

En vildere metode er at udnytte et af de såkaldte Lagrange-punkter. Det er områder i rummet med særlige tyngdekraftforhold, der gør, at man kan sætte ting i kredsløb.

Det punkt, man har kig på, ligger 1,5 million kilometer fra Jorden i direkte retning mod Solen. Ved at anbringe millioner af små skiver i punktet, kan man skygge for de varmeskabende stråler, så man sænker temperaturen.

Støv fra asteroide

Det altoverskyggende problem er transporten af de enorme mængder materiale til den enorme parasol. Her har skotske rumingeniører udtænkt en snedig løsning:

Ikke langt fra Lagrange-punktet befinder sig med jævne mellemrum en enorm asteroide.

Hvis man med fremtidens teknologi kan få skubbet den hen til Lagrange-området og så hvirvle støv op fra asteroiden, får man lagt en dæmper på solindstrålingen.

6,5% mindre solindstråling

Beregninger viser, at man med asteroide-metoden ville kunne skærme så effektivt, at man kan begrænse solindstrålingen med 6,5 procent, hvilket er langt mere end de 1,7 procent, der skal til, hvis man vil neutralisere en stigning i den globale gennemsnitstemperatur på 2 grader.

Men heller ikke her, får vi fat på om problemets rod, og vi er desuden teknologisk ret langt fra at kunne udnytte Lagrange-punkterne.

Til gengæld kan vi fjerne skiverne igen, den dag vi ikke længere har brug for dem, og vi skader ikke vores egen klode med forskellige eksotiske forsøg.

3) Omdanne CO2 til sten

Tidshorisont: Nu
Ulempe: Meget dyrt. Kræver enormt meget vand og energi.
Vurdering: ❄️❄️❄️❄️

En mere jordnær metode til at få begrænset den globale opvarmning er at sprøjte store mængder kuldioxid ned i undergrunden og sørge for, at CO2’en bliver omdannet til sten.

Det er man allerede langt med på Island, hvor man udnytter den porøse vulkanske undergrund.

Når man blander den opsparede CO2 med vand, får man helt almindelig danskvand.

Den boblende væske pumpes ned i undergrunden, hvor den vil reagere med materialerne og danne nye forbindelser. CO2’en bliver med andre ord til sten. Den såkaldte basaltforvitring, som processen kaldes, er den sikreste CO2-lagringsmetode, man kender til. De nydannede mineraler vil være stabile på en geologisk tidsskala. Eller mere direkte formuleret: I årtusinder.

Det kræver dog ret store mængder vand: 25 tons for hver ton CO2, man vil binde.

Derudover er teknologien stadig ret dyr at anvende, men videnskabsfolk satser på, at den hurtigt kan blive billigere.

4) Dyrke milliarder af CO2-spisende alger

Tidshorisont: Nu
Ulempe: Kræver store mængder næringsstoffer. Kan skade verdenshavene globalt.
Vurdering: ❄️❄️❄️

En metode lidt i samme stil er dyrkning af alger. Hvis man med hundredvis af fly tilsætter de næringsstoffer til havene, som får alger til at blomstre – det kunne være jern, fosfor eller kvælstof – vil algevæksten kunne binde store mængder kuldioxid.

Når algerne dør, vil de falde mod oceanbundene og tage CO2’en med sig. Det er ren ’win-win’, da det også vil modvirke forsuring af havene med døden til følge for koraller og andre organismer.

De seneste forsøg med alge-metoden viser dog desværre, at metoden kræver absurd store mængder af de nævnte næringsstoffer før det har effekt. Og derfor vil det muligvis kunne gøre mere skade end gavn.