Foto: DONG Energy

Foto: DONG Energy

en helt naturl ig gas

NATURGAS

Naturgas står for 25% af verdens energi- og elektricitetsforbrug og vil nok blive brugt også efter at kul og olie bliver udfaset.

Naturgas er et fossilt brændsel, der ligesom kul og olie er dannet ud fra planter og andre organismer, som i løbet af millioner af år er blevet omdannet under intenst tryk og høje temperaturer. Gassen dannes primært ved opvarmning af organisk materiale i kildebjergarter og kul eller ved termisk omdannelse af olie.

Gasdannelsen sker i sedimentbassiner 3-6 km nede i jorden. For at omdanne bjergarter, kul og olie til naturgas kræver det temperaturer fra cirka 70 °C. Den mest intense omdannelse sker ved 120-160 °C. Når gassen er dannet, bevæger den sig igennem jorden, til den fanges i reservoirer. Til tider er der allerede fanget olie i samme reservoir, og i så fald vil naturgassen lægge sig over olien.

Naturgas består af lette gasformige kulbrinter, især metan, og varierende mængder af kvælstof, kuldioxid, brint, svovlbrinte og helium. Metanindholdet ligger normalt mellem 75 og 99 %.

Et fossilt brændstof med simpel kemi

Naturgas er et fossilt brændstof. Men naturgas er renere end kul og olie. Under forbrændingen er udledningen af CO2 lavere end med kul og olie. Naturgas består nemlig primært af metan (CH4), hvilket betyder, at der er et højt indhold af brint. Det giver et lavere CO2 udslip, cirka 60 % CO2 i forhold til, hvis man skal have samme energimængde fra kul.

Naturgas transporteres enten i rørledninger eller flydende (LNG) per skib.

Der sker ind imellem utilsigtede udslip af naturgas fra utætheder i ledningsnettet, og da metan i sig selv er en potent drivhusgas, er det med til at forøge drivhuseffekten. Naturgas har en brændværdi på 39,8 MJ/m3. Det betyder, at den energi, der fås ved at brænde 1 m3 naturgas, svarer til at afbrænde 1,1 liter olie.

Ved forbrænding af et kilo naturgas dannes der, hvis røgen ikke renses:

  • 2,7 kg CO2
  • 0 kg svovldioxid
  • 0,004 kg kvælstofoxider

I alt produceres der 49 MJ energi fra et kilo naturgas.

Anvendelse

Naturgas bruges mest som brændstof til el- og varmeproduktion. Noget af det bruges også i den kemiske industri som metan.

Før det tages i brug, skal gassen renses for flydende kulbrinter, vand og svovlbrinte. Derudover tilsættes der lidt lugt til gassen, som naturligt er helt lugtfri. Det gøres af sikkerhedsmæssige årsager, så man kan lugte det, hvis gassen lækker.

Det danske gaseventyr

Danske olie- og gasfelter i Nordsøen i kombination med offentligt bygget og vidt forgrenet naturgasnet har gjort naturgas til en vigtig ting i Danmark i løbet af 1980’erne og indtil nu. Der er nu sat slutdato på olie- og gasudvindingen i Nordsøen, samtidig med at Tyra-feltet har været under ombygning, og gassen i mellemtiden er kommet fra tyske gasfelter. Men Tyra-feltet kommer op at køre igen i 2023 indtil det forventes at naturgassen til privat brug i Danmark udfases omkring 2035.

Der har været nævnt at det store naturgasnet kan omstilles til distribution af biogas. Men der vil ikke være så store mængder af biogas, så der fortsat vil kunne flyde gas i alle de mange rør. Biogassen til husholdningerne skal erstattes af fjernvarme og varmepumper.

Naturgassen vil nok overleve kullet og olien i energiforsyningen, før al fossil energi kan afskaffes. Det skyldes de ovenfor nævnte lidt mere ”rene” egenskaber ved naturgassen, som fx gør at EU stadig støtter udvikling af naturgas, selvom det egentlig ikke burde ske i den grønne omstillings navn.

Nord Stream 2

Europa, især Tyskland, efterspørger naturgas som et alternativ til kul. Det statsejede russiske selskab Gazprom er i gang med at færdiggøre en gasrørledningen Nord Stream 2 fra Sibirien til Tyskland gennem Østersøen og også gennem dansk søterritorium.

Rusland er en af verdens storproducenter af naturgas, og planerne om Nord Stream 2 har skabt politisk uro, fordi der er modstand i EU overfor at blive afhængige af Rusland som leverandør af fossil energi til Europa i lang tid fremover. Herudover forekommer det oplagt at Rusland kan bruge Nord Stream 2 til at gøre sig uafhængig af rør gennem Ukraine.

Læs mere om energiproduktion og fossile brændsler

Energiproduktion
Fossile brændsler
Kul
— Naturgas (denne side)
Skifergas
Olie
Gaslagre
Røggasrensning
Caseopgaver til røggasrensning

Forsøg og caseopgaver

Vi har samlet alle forsøg, caseopgaver og eksperimenter på én side. Under overskriften Energiproduktion finder du de relevante forsøg til dette emne.

Kilder

Vattenfall
Den Store Danske
Naturgasfakta
Energitjenesten

Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds. 

Mere om klima