Check-in i "Naturriget" i Københavns Lufthavn
Experimentarium sender nu rejseudstillingen ”Naturriget” på farten. Første sted, rejseudstillingen kan opleves, er i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Rejsende i Københavns Lufthavn kan nu, som de første, opleve rejseudstillingen ”Naturriget”. Rejseudstillingen har som mål at inspirere børn og voksne til at passe bedre på naturen.
Danmark er et dejligt land, men naturen mangler sammenhængende plads til at udfolde sig – og det er med til at sætte biodiversiteten under pres.
Samtidig ved børn og voksne i dag mindre om naturen i al dens mangfoldighed. Det gør mange af os blinde for, hvor skidt det faktisk står til med den danske natur.
”Naturriget udfordrer vores personlige syn på naturen. Målet er at give børn og voksne lyst til at kæmpe for vores natur og inspirere dem til komme ud og opleve den,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.
I Københavns Lufthavn glæder man sig til at have besøg af ”Naturriget”.
”Vi er utroligt glade for, at Experimentarium har valgt at sætte fokus på vigtigheden af biodiversitet, og det pres som naturen står overfor. Tusindvis af mennesker kommer hver dag gennem vores afgangshal, så det er derfor en oplagt placering for udstillingen, og vi håber mange rejsende vil stoppe op og se udstillingen. Vi støtter rejseudstillingen og anerkender også, at vi selv er i begyndelsen for indsatsen på området,” siger Maria Skotte, bæredygtighedsdirektør hos Københavns Lufthavn.
Efter opholdet i Københavns Lufthavn rejser ”Naturriget” videre ud i landet. Den kan også opleves i en udvidet version, ”Naturriget – Bliv insekt for en dag”, lige her på Experimentarium.
Såvel rejseudstillingen ”Naturriget” som udstillingen ”Naturriget – Bliv insekt for en dag” er støttet af AAGE V. JENSEN NATURFOND, der har naturens bevarelse og udvikling samt de vilde dyrs beskyttelse som formål.
Hvordan har naturen det i Danmark?
Rul kuglen gennem den store vippe-labyrint og kom hele ”Danmark rundt”, mens I tester jeres viden om, hvordan den danske natur faktisk har det. Hvad er sandt, og hvad er falskt?
Test dit natursyn
Hvordan synes I, at den danske natur skal være? Ønsker I, at vi bruger så meget plads som muligt til at producere fx mad og materialer? Synes I, at naturen skal være et sted, hvor vi mennesker kan nyde livet og slappe af i smukke omgivelser? Eller vil I have vild natur med plads til biodiversitet? Drej på tromlerne og find frem til jeres svar.
Biodiversitets-quizzen
Dyst på jeres naturviden i biodiversitets-quizzen. Her kommer I bl.a. ansigt til ansigt med nogle af de truede danske arter, som vi snart kan miste – hvis altså vi ikke gør noget lige nu!
Kom tættere på naturen
På inspirationsvæggen finder I idéer og viden, der kan inspirere jer til at komme i bedre kontakt med naturen.
Film og info om biodiversitet
Se filmene, hvor danske forskere og eksperter fortæller om biodiversitet og tilstanden af dansk natur lige nu. Få fx forklaringen på, hvad biodiversitet egentligt er, og hvorfor det er så vigtigt. I får også indblik i Den Danske Rødliste, som rummer information om, hvor truede de enkelte danske arter er.
Det digitale Naturrige
Her på Experimentariums hjemmeside kan I teste jeres paratviden i sjove quizzer om biodiversitet og den danske natur. Dyk ned i viden om biodiversitet og få tips, råd og inspiration til, hvad I selv kan gøre for at hjælpe naturen. Se mere på www.experimentarium.dk/naturriget
TIlmeld dig Experimentariums nyhedsbrev og få forunderlig videnskab og tips til sjove eksperimenter, I kan lave derhjemme.
Du modtager nu vores nyhedsbrev. Vi glæder os til at fortælle dig nyt inden længe.
Indtast din e-mail
Vælg en nyhedsbrevsliste
Prøv venligst igen
Den e-mail du indtastede ser ud til at have en fejl. Indtast venligst en korrekt e-mail adresse.
e-mail du indtastede er allerede på vores mailliste. Tjek din e-post en ekstra gang.
Vi skal bede dig acceptere betingelserne for at modtage vores nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Experimentariums nyhedsbrev.
Jeg er over 18 år og accepterer hermed, at Experimentarium må kontakte mig med tilbud, information, konkurrencer og events via e-mail og sms og at Experimentarium må spørge mig, om jeg ønsker at opdatere mit samtykke. Læs hele samtykkeerklæringen her.