Sæbe boble festival

Sæbeboblefestivalen fortsætter i Kristi himmelfart og pinsen

Experimentarium inviterer til Sæbeboblefestival i Kristi himmelfart-ferien og i pinsen. Oplev bobleregn under den ikoniske kobbertrappe, masser af bobleeksperimenter og spektakulære bobleshows.

Kæmpestore bobler, bittesmå bobler, bobler inde i bobler, firkantede bobler, eksplosive bobler, bobleregn – og bobler, man kan stå inde i.

Dans sammen i bobleregnen under den store, svungne kobbertrappe, når vi flere gange dagligt slipper kaskader af bobler fri. Få diplom i bobletricks og se de spektakulære bobleshows med internationale bobleartister og Experimentariums egne bobleeksperter.

”Vi skød sæbeboblefestivalen i gang i påsken og det var en kæmpe succes. Nu er vi klar til finalen. I Kristi himmelfart-ferien og pinsen står vi klar med enorme mængder sæbeboblevand og hele huset fyldt med sjove bobleoplevelser,” siger Kim Gladstone Herlev, CEO for Experimentarium.

Sæbeboblefestivalen kan kun opleves i Kristi himmelfart-ferien og pinsen. Det er præcis som med en sæbeboble. Den er her et smukt øjeblik og så – pop! – så er den væk igen!

Vilde bobleshows med internationale bobleartister

I Kristi Himmelfart-ferien kan man opleve den bulgarske sæbebobleartist Kole Kitanov med forestillingen “Fiu-Fiu i boblernes verden”. En klovn drager på en magisk rejse gennem boblernes univers for at genfinde sin mistede stemme. Uden ord, men med masser af bevægelse, musik og humor, skaber Kitanov et sanseligt show fyldt med alt fra små, skrøbelige bobler til store, imponerende bobleformationer.

I pinsen står Dr. Bubbles fra Østrig på scenen. Med teknisk snilde og stor kreativitet skaber han en verden, hvor næsten alt kan lade sig gøre med sæbebobler: bobler med røg, bobler inde i bobler og kæmpestore bobler, der fylder rummet i en fascinerende og poetisk oplevelse.

Bobler over hele Experimentarium

Der er bobler på alle etager – også helt oppe på Experimentariums store tagterrasse. Lav store, større og gigantiske sæbebobler, og se dem blive ført med vinden ud over byen, mens de stråler og glimter i forårssolen.

Experimentariums sæbebobleoplevelse, Bobleriet, er netop genåbnet og breder sig nu over 350 m2 med 16 store boblekar og masser af sejt boblegrej. Lær at lave flotte sæbebobletricks, og se, om I kan bestå udfordringerne i BobleAkademiet.

Dyk ned i sæbeboblernes forbløffende videnskab og undersøg deres former, farver og spejlinger. Og hvad kan I mon lave med en bobletrompet?

De kortlivede bobler kan også blive til kunst. Blæs bobler med farvet sæbeboblevand, lad boblerne poppe og skab flotte billeder sammen.

Hele programmet – og Experimentariums sagnomspundne opskrifter på sæbeboblevand – findes på www.experimentarium.dk/tema/saebeboblefestivalen

PRESSEKONTAKT

Christian Juul Yssing

Presseansvarlig, Experimentarium

M: 41 39 17 08

E: christiany@experimentarium.dk