Hack din cykel tur

Hack din cykeltur med videnskab fra Tour de France

Får du også lyst til at kaste dig på cyklen, når Tour de France flyder over skærmen i sommerferien? Så læs med her og hack din cykeltur med videnskab.

Tour de France er verdens største cykelbegivenhed. Det kræver stålsat vilje og gode ben at gennemføre det hårde cykelløb, og det er små marginaler, der afgør, hvem der vinder.

Rytterne i Tour de France er topatleter. Deres cykler og grej er det bedste, deres træning er optimeret og dygtige kokke sørger for, at deres mad og drikke er perfekt afbalanceret.

Alligevel er løbet fyldt med drama og overraskelser. Det er oftest minutter eller måske få sekunder, der afgør, hvem der kan trække i den gule trøje efter en etape – og ingen ryttere kan klatre over Alpe d’Huez som den første eller til tops på sejrspodiet i Paris uden videnskaben som hjælperytter.

Læs med og lad dig inspirere af videnskaben bag Tour de France, så du kan yde dit bedste på sommerens cykelture.

Spis som en cykelrytter

Det kræver energi at cykle langt og hurtigt – og den energi skal du spise dig til!

Den amerikanske professor John Eric Goff har regnet ud, at en cykelrytter forbrænder ca. 120.000 kalorier under Tour de France. Det svarer til 210 Big Macs – eller ca. 10 Big Macs pr. etape.

Det lyder måske ret lækkert, men hvis cykelrytterne udelukkende tankede op på burgere, så holdt de ikke længe. Faktisk spiser cykelrytterne en varieret og sund kost. Det er det, som kroppen trives bedst med – også når man deltager i et af verdens hårdeste cykelløb.

De spiser bare virkelig meget af den – og de snacker nærmest konstant, mens de cykler.

Tips og hacks

Hack nr. 1: Fyld depoterne op inden start.

Du kender nok følelsen: Midt under cykelturen bliver du ramt af træthed og måske får du kvalme. Du er gået sukkerkold!

Heldigvis kan det undgås! Tag aldrig afsted småsulten eller på tom mave. Dine energidepoter skal være fyldt godt op, inden du starter ud.

Cykelrytterne spiser morgenmad nogle timer inden etapestart og fokus er på at opbygge kroppens energilager i musklerne ved at spise og drikke godt med kulhydrater – gerne godt med de ”langsomme” kulhydrater, som leverer en stabil forsyning af energi til kroppen over længere tid.  Du kan fx spise müsli, havregrød, eller fuldkornsbrød.

Kort før start får rytterne ofte en snack, der lige booster energiniveauet. Du kan fx snuppe en energibar, et æble eller en banan.

Hack nr. 2: Top op med energi på ruten.

Hold dampen oppe i pedalerne ved at toppe energidepoterne op med snacks, der giver hurtig energi.

Cykelrytterne får udleveret madposer undervejs, som de spiser på cyklen. Madposerne er fyldt med ”hurtige” kulhydrater som fx kage, boller med marmelade eller energibarer, der er lette for kroppen at omsætte til energi.

Særligt populært er energi gels – en klistret væske, der er let at indtage og som lynhurtigt frigiver energi til kroppen. Energi gels indeholder ofte elektrolytter – naturlige salte, som fx kalium og natrium, som din krop bruger til at opretholde væskebalancen, så du ikke dehydrerer, når du sveder meget.

Hvis du ikke vil indtage den slags snacks på cykelturen, kan du prøve at hacke kroppen ved at skylle munden i sukkervand og spytte det ud igen. Forskere mener nemlig at have opdaget, at sukkeret snyder hjernen til at tro, at kroppen ikke er træt.

Hack nr. 3: Beløn kroppen, når turen er slut.

Efter cykelturen har din krop bl.a. brug for protein, der genopbygger muskelfibrene og væske og salte, der genopretter væskebalancen.

Cykelrytterne får ofte en særlig shake lige efter løbet, som har alt det, der skal til for at genopbygge kroppen ovenpå strabadserne. Du kan ret let gøre dem kunsten efter med fx et glas kakaomælk og en banan.

Og husk at spise en god, nærende aftensmad og få en god nats søvn, så kroppen kan restituere.

2. Mindsk luftmodstanden

Hvis der er noget, der er træls på cykelturen, så er det hård modvind eller en pivskarp sidevind.

Luftmodstanden den største kraft, der påvirker en cykelrytter. Der er derfor en stor fordel i at gøre dig selv så aerodynamisk som muligt på cykelturen.

Tips og hacks

Hack 1: Tag kropsnært tøj på

Hvis det regner på cykelturen, er det rart med et regnslag til at holde dig tør. Men det er altså et katastrofalt tøjvalg, hvis du vil køre hurtigt og bruge så få kræfter som muligt.

Faktisk er tøjet det sted, du lettest hacker din cykeltur. Cykelryttere har altid kropsnært tøj på. Det handler om at undgå, at vinden får fat i tøjets folder, men i stedet glider let forbi rytterens krop.

Stoffet som tøjet er lavet af spiller også en rolle, men det er tøjets pasform, der virkelig gør en forskel. På en længere cykeltur kan det let dreje sig om en forskel på flere minutter.

Hack 2: Husk hjelmen!

Det er altid klogt at køre med cykelhjelm af hensyn til din sikkerhed – og i Tour de France skal rytterne ifølge reglerne køre med hjelm.

Men er du egentligt hurtigere med eller uden cykelhjelm?

Lad os starte med at slå fast, at hår, der blafrer i vinden, generelt gør dig langsommere.

Den amerikanske cykelproducent Specialized har i en vindtunnel fundet ud af, at en hestehale koster en cykelrytter hele 14 sekunder på en distance på 40 km.

Hvis du er helt skaldet, er du faktisk yderst aerodynamisk. Det er kun de særlige, dråbeformede cykelhjelme, som man ser cykelrytterne bruger i Tourens enkeltstarter, der er mere aerodynamiske end en skaldet isse.

Men sikkerhed er altså vigtigst! Så i stedet for at fokusere på at barbere sekunder af din tid ved at droppe hjelmen og håret på dit hovede, så kan du barbere dine ben, ligesom de professionelle cykelryttere gør det.

Hår på benene gør dig nemlig også markant langsommere viser vindtunnel-tests hos Specialized – i gennemsnit giver stikkelsbærben en tid, der er 70 sekunder langsommere over en distance på 40 km.

Hack 3: Læg dig på hjul

Du kan spare rigtig meget energi – faktisk helt op til 30-40% – ved at lægge dig på hjul lige bag en anden rytter.

I Tour de France er det noget cykelrytterne gør i stor stil.

Især når vinden kommer forfra, er det rigtig smart at lade en anden cykelrytter gøre det hårde arbejde med at kæmpe sig gennem luftmodstanden, mens du ligger lige bagved så tæt som det nu er forsvarligt. Luften passerer over og omkring rytteren foran og bagved danner der sig en lomme, hvor du nærmest bliver trukket med frem.

I Tour de France kører de fleste ryttere ofte samlet i et felt – og det er ikke udtryk for, at de alle tilfældigvis kører lige stærkt. I feltet skærmer rytterne hinanden mest muligt for vinden, og de bruger dermed mindst mulig energi på at holde farten.

Man ser også favoritterne blive hjulpet frem på hjul hos deres hjælperyttere, så de kan spare på kræfterne til det øjeblik, hvor de kan køre deres chance. Ofte hjælper rytterne i et udbrud hinanden ved på skift at føre an, mens de andre er på hjul og sparer kræfter. Ude på landevejen er det også det mest høflige og god stil at skiftes til at ligge på hjul.

3. Udnyt din kropstype

Din kropstype har meget at sige i forhold til, hvornår du skal spare på kræfterne på cykelturen og hvornår, du skal give den gas.

I Tour de France ser vi de lette bjergryttere, der relativt ubesværet kan kravle over selv de højeste bjerge – og de mere muskuløse ryttere, der især har deres styrke på enkeltstarterne og de flade etaper eller som sprintere, der pludselig kan eksplodere og stikke af.

Tips og hacks

Hack 1: Du er let og spinkel af bygning.

En god bjergrytter måles efter formlen “watt per kilo”. Watt er udtryk for, hvor meget energi, rytteren kan generere på cyklen, mens det samlede antal kilo er udtryk for, hvor meget vægt (rytter + cykel), der skal bevæges opad. Jo flere watt per kilo, jo bedre!

Du er med andre ord den fødte bjergrytter, hvis du er let og spinkel af bygning, men stadig stærk nok til at kunne træde til og komme hurtigt og let mod toppen. Din styrke ligger naturligvis i bakket terræn (i mangel på rigtige bjerge i Danmark) og dit mål er at vinde tid, når det går opad og ikke tabe for meget tid på de flade distancer.

Hack 2: Du er muskuløs og udholdende.

Hvis du er muskuløs og udholdende, er du oftest god på de flade etaper, hvor der skal holdes en høj, stabil hastighed over en længere distance. I så fald er du med andre ord den fødte enkeltstartsrytter.

Når der køres lange, flade stræk, omsætter musklerne energi, mens de får tilført ilt. Det kalder man aerob energiomsætning. Her er det en fordel, hvis du har stærke og store muskler og et stort hjerte, der kan pumpe masser af iltet blod rundt i kroppen. Det er samtidig en stor fordel, hvis du er god til at indtage en god, aerodynamisk position på cyklen, så luftmodstanden bremser dig mindst muligt.

Dit mål er at finde et godt tråd, mens det går lige ud. Samtidig skal du forsøge at tabe så lidt tid som muligt, når det går opad.

Hack 3: Du er muskuløs og eksplosiv.

Hvis du altid lige kan finde kræfterne til en hurtig spurt, så er du sikkert sprintertypen.

Som sprinter har du en stor muskelmasse, især i lårene og ballerne, der er i stand til at generere stor kraft. Samtidig har du et nervesystem, der kan aktivere din muskelmasse hurtigt og eksplosivt.

Under sprint aktiveres dit anaerobe system, hvor dine muskler producerer energi uden at få tilført ilt. Den tilstand kan kun holdes i kort tid, så det er med at udnytte alle dine kræfter og ikke sætte spurten ind for tidligt eller for sent. På den måde kan du forhåbentlig slå til og køre først over målstregen.

Kilder

https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/tour-de-france-hvor-mange-kalorier-forbraender-vinderen

https://www.cyclingweekly.com/news/racing/tour-de-france/this-is-what-you-have-to-eat-to-compete-in-the-tour-de-france-182775

https://hjerteforeningen.dk/2022/03/saadan-skal-du-spise-foer-og-efter-motion-faa-diaetisten-bedste-raad/

https://videnskab.dk/krop-sundhed/skyl-munden-med-sukkervand-og-koer-hurtigere

https://www.engineering.com/story/how-do-they-go-so-fast-the-technology-behind-the-tour-de-france

https://www.youtube.com/watch?v=RmNGQLi36xc

https://www.youtube.com/watch?v=DZnrE17Jg3I

https://www.youtube.com/watch?v=Q-UIfGWwBvg

https://www.dr.dk/sporten/cykling/tourdefrance/fra-watt-monstre-til-bjerggeder-her-er-tour-rytternes-hemmeligheder

 

Se mere