Foto: Colorbox

3D-printet æggestok

3D-printede æggestokke gjorde mus frugtbare igen

Det er lykkedes forskere at 3D-printe velfungerende æggestokke af husblas.

Der er brug for kunstige æggestokke i lægevidenskaben. For eksempel fordi behandlinger mod kræft kan skade unge pigers æggestokke så meget, at de ikke kan komme i puberteten uden kunstige hormoner.

Nu viser et forskerhold, at 3D-printede æggestok-“skeletter” kan danne basis for at genskabe tabte ovarier. De 3D-printede organer leverer hormoner og modne ægceller på en helt naturlig måde. I mus naturligvis. Teknikken er endnu ikke klar til at blive afprøvet på mennesker. Idéen er dog på sigt at hjælpe kvinder med svigtende æggestokke til at genskabe deres naturlige hormonspejl og frugtbarhed.

Net af husblas

I forsøgene, der er anført af blandt andet Monica M Laronda fra Northwestern University, Chicago, USA, fjernede forskerne først æggestokkene i mus.

Herefter printede de nye æggestokke med lag på lag af mikroskopiske, porøse net af husblas.

Husblas, også kaldet gelatine, er ifølge forskerne helt uskadeligt for organismen.

Forskerne kilede follikler fast i de talrige fine hulrum mellem maskerne i husblas-nettene. En follikel er en kuglerund samling af hormonproducerende celler. I midten sidder en umoden ægcelle.

Mus fik unger

Nu blev de kunstige ovarier opereret ind i mus.

Hulrummene i net-strukturen af husblas gav plads til, at ægcellerne kunne modnes helt naturligt. Fine blodkar voksede ind gennem materialet. Det sikrede folliklerne adgang til næringsstoffer og signalstoffer fra hjernen.

Og fordi de 3D-printede lag af husblas-net er porøse og bøjelige, men robuste nok til at holde til at blive indopereret, egnede de sig som kunstige æggestokke.

Efter operationen fik musene en naturlig hormoncyklus. De blev i stand til at modne ægceller, have ægløsning, blive befrugtet, få unger og give deres unger mælk.

Det ville alt sammen være umuligt uden en velfungerende produktion af hormoner fra folliklerne i de kunstige æggestokke.

Grønt afkom

Ungerne var fluorescerende grønne. Ægcellerne i folliklerne var nemlig genetisk manipuleret til at lyse grønt. På den måde kunne forskerne sikre sig, at det var de indopererede 3D-printede æggestokke, som fungerede i musene – og ikke overset væv fra da ovarierne blev fjernet.

På sigt håber forskerne at få teknikken til at fungere i mennesker.

Kilde: Nature Communications, Northwestern University

Se mere