Det kan I opleve i The Science Behind Pixar
The Science Behind Pixar er et enestående kig ind i maskinrummet hos Pixar, hvor filmagien bliver til i et kreativt møde mellem kunst, naturvidenskab og teknologi. Se her, hvad I kan opleve!
Hvordan bliver de store blockbuster animationsfilm som Toy Story, Inderst Inde og Monsters, Inc. egentlig til? Det kan I finde ud af nu. Dyk ind i videnskaben bag Pixars populære og banebrydende animationsfilm i Experimentariums særudstilling The Science Behind Pixar.
De fleste kender den loyale legetøjscowboy Woody, der vil gøre alt for sin ejer, drengen Anders, eller den overbeskyttende klovnefisk-far Marlin, som svømmer tværs over oceanet for at redde sin søn Nemo. Uanset om det er et stykke legetøj, en fisk, en bil eller sågar en følelse, som i filmen Inderst Inde, så kan Pixars filmskabere gøre dem alle nærmest lyslevende for os.
Hvordan bliver de fantastiske film til? Hvordan er processen fra de første ideer og skitser til de færdige, flotte film?
Det bliver I klogere på i The Science Behind Pixar, når I eksperimenterer med filmskabernes værktøjer i hele 65 interaktive aktiviteter, hvor I selv kan modellere, animere, sætte lys, indstille kameravinkler og puste liv i nogle af Pixars mest populære filmuniverser og karakterer.
I kommer med hele vejen fra de første idéskitser til færdig animationsfilm – og ind under overfladen, hvor matematikken, geometrien og animationsteknologierne gør det hele muligt.
Målet med The Science Behind Pixar er, at børn og unge oplever, at kreativitet ikke står i modsætning til videnskab og teknologi. Tværtimod er den kreative brug af teknologi og videnskab vejen til nye løsninger og opdagelser.
Udstillingen er opdelt i otte områder, hvor I prøver kræfter med de otte grundlæggende faser i Pixars animationsproces: Modellering, Rigging, Overflader, Sets og Kameraer, Animation, Simulation, Lyssætning og Rendering.
I de otte områder kan I boltre jer i hele 65 interaktive aktiviteter spredt over 1.250 m2.
Skyd en selfie med den modige Space Ranger Buzz Lightyear fra Toy Story, som kan opleves i fuld figur. Og kan I mon finde de andre populære Pixar-karakterer, der også gemmer sig i udstillingen?
I kan også prøve at modellere en virtuel Pixar-karakter med simple 3D-former og opdage, hvordan Pixars eventyrlige universer under overfladen er bygget op med geometri.
Pixars film vækker følelser, som både børn og voksne kan identificere sig med. Hvor mange følelser kan I udtrykke ved at bevæge øjenbryn, øjenlåg og pupiller i ansigtet på Jessie fra Toy Story 2?
Pixar er mestre til at lave livagtige overflader. Man ved præcis, hvordan de føles, bare ved at kigge på dem! Hop ind i den virtuelle garage inspireret af Pixar-filmen Biler. Prøv at skifte overfladen på bilens kølerhjelm ud – hvordan ser den ud dækket af rust eller hvis den pludselig var lavet af træ?
Lær af animatorernes kneb til at gøre det svære lidt mere enkelt. Prøv om I kan programmere en fiskestime til at bevæge sig lige så naturligt som fiskestimerne i filmen Find Nemo – og brug tilfældighedsgeneratoren til at programmere en naturtro græsplæne som i filmen Græsrødderne.
Lav jeres egen stopmotion-film med den berømte, hoppende arkitektlampe kendt fra Pixars logo.
I udstillingen kan I også se en række små film, hvor Pixars dygtige kunstnere, programmører og animatorer fortæller om deres arbejdsdag hos Pixar, og hvordan de hver især bidrager til Pixars banebrydende film.