Yulia Sobol

Sol tryller vand ud af tør luft

To tredjedele af verdens befolkning har begrænset adgang til drikkevand. Og med galoperende klimaforandringer og uhensigtsmæssig rovdrift på grundvand kan rent drikkevand blive en dyr fornøjelse i fremtiden.

Men en løsning ligger lige for. Atmosfæren indeholder 13 billioner liter vand. Med andre ord: Den luft, som omgiver os, kan nemt slukke tørsten. Hvis blot vi kan finde en billig og effektiv måde at trække vand ud af atmosfæren.

Vandet i vinden

Nu viser en ny opfindelse, at vand kan suges ud af selv den tørreste brise ved hjælp af solenergi – til rimelige penge vel og mærke.

“Min vision er, at folk producerer deres eget vand hjemme med det solskin, de har til rådighed. Jeg kalder det “personificeret vand”. Men jeg kan da også forestille mig store fabrikker, som producerer drikkevand fra luft,” fortæller Omar M. Yaghi fra University of California, Berkeley, USA, der er en af forskerne bag opdagelsen.

Kunstigt materiale

Opfindelsen er bygget op omkring et kunstigt materiale, en såkaldt MOF. Det er MOF’en, der suger fugten ud af luften. Den består af et pulver med en kemisk gitterstruktur af metal og organiske molekyler. Materialet indeholder et mylder af mikroskopiske hulrum, der kan optage fugt fra luften uden brug af energi.

Herefter kræver det varme at vriste vandet ud af MOF’en igen. Det er det, forskerne har vist, kan gøres alene med solenergi under åben himmel. I eksperimentet trak de 2,8 liter drikkevand ud af 1 kilo MOF på et døgn. Udelukkende ved hjælp af solenergi og ved en relativ luftfugtighed på 20%. Det betyder, at metoden er effektiv selv i tørkeramte lande.

Billigt og almindeligt

MOF’er kan produceres industrielt i store mængder. Zirconium, der indgår i MOF-801, som forskerne har brugt i forsøget, er et forholdsvis billigt metal.

“Vores demonstration er et betydningsfuldt skridt på vejen hen mod et kommercielt produkt. Vi har vist, at man effektiv kan trække vand ud af tør luft. Efter nogle forbedringer har vi sandsynligvis et kommercielt produkt,” fortæller Omar Yaghi i en email til Experimentarium.

Ikke alternativ til miljø

Hvis prisen bliver rigtig, kan opfindelsen ende med at blive en vigtig kilde til drikkevand i tørre egne af verden. Vil det kommunale vandværk fremover høste vand fra luften frem for at trække grundvand op?

“Vandhøst fra luften kan blive essentielt i mange områder af verden, hvor rent drikkevand er dyrt eller besværligt at skaffe. Men det bliver aldrig et alternativ til at beskytte verdens drikkevandsressourcer,” understreger Omar M. Yaghi.

Kilde: Science

Flere nyheder

Du fandt vores hemmelige side!

IMG_0079_webGodt fundet – og velkommen! Her har vi af og til små konkurrencer og andre finurligheder. Som for eksempel spørgsmålet om hvad denne orange bue på vores tagterrasse mon er.

Vinderen i lodtrækningen blandt de opfindsomme bud blev:

Vibeke Gerbøll fra Glostrup

Vibeke får et årskort til Experimentarium. Stort tillykke fra os her på den hemmelige redaktion.

Og hvad er svaret så?

Buen er en del af aktiviteten Sona, der kombinerer musik, lyd og regning med fysisk aktivitet. Du kan for eksempel danse stopdans og hoppe koder – alt sammen oppe på vores interaktive tagterrasse.