you tube video

Lær om 7 forbløffende fobier

En udbredt fobi kaldes trypofobi, hvilket er angsten for små huller. Find ud af om du lider af fobien ved at se videoen. Bliv også klogere på seks andre forbløffende fobier.

7 forbløffende fobier

"Mange mennesker lider af fobier, og du vil nok blive overrasket over, hvor mange anerkendte fobier, der egentlig findes. En udbredt fobi kaldes trypofobi, hvilket er angsten for små huller. Find ud af om du lider af fobien ved at se videoen. Bliv også klogere på seks andre forbløffende fobier, og hvorfor mennesket overhovedet får fobier" – Emilie, vært på Experimentarium.

Se flere videoer her
s

Bliv klogere på 7 forbløffende fobier

I denne video præsenterer vi 7 forbløffende fobier. Og måske lider du selv af en af dem? Se videoen og bliv klogere.

Gennemgang af fobierne

1. Coulrofobi

Coulrofobi er frygten for klovne! Personer med denne fobi har en svær angst for klovne og for nogle kan et billede af en klovn, være nok til at tricke angsten.

2. Nomofobi

Er du afhængig af din mobiltelefon? I så fald lider du måske af nomofobi. Det er nemlig frygten for ikke at have sin mobiltelefon i nærheden.

Hvis du lider af nomofobi, tager du typisk din telefon frem i ubehagelige og svære situationer – og du bliver helt angst ved tanken om, at lade din telefon blive hjemme.

3. Phobofobi

Hvis det hele bliver lidt for meget og den blotte tanke om at være bange presser sig så meget på, at du er angst for angsten, lider du af phobofobi, også er kendt som ‘frygten for frygt’.

4. Pognofobi

Pognofobi er angsten eller frygten for skæg eller ansigtsbehåring. Mennesker med svær pognofobi, kan opleve at få angstanfald, når de er i nærheden af mænd med skovhuggerlook, og de har det nok også svært med Gandalf, Hr. skæg eller Julemanden

5. Trypofobi

Har du nogensinde fået kuldegysninger over brusehovedet i dit badeværelse? Eller gør tanken om koraller dig virkelig dårlig? Så lider du højst sandsynligt af det, der hedder trypofobi. Trypofobi er angsten for små huller. Ser du videoen, vil du helt sikkert få afgjort, om du lider af denne fobi eller ej.

6. Chiclefobi

Mennesker, der smasker højlydt på et stykke tyggegummi, er drønirriterende. Men det er alligevel de færreste af os, som er direkte bange for det. Chiclefobi kan komme til udtryk på flere måder. Nogle er kun bange for selv at tygge tyggegummi, mens andre ikke kan være i nærheden af andre, der tygger tyggegummi.

7. Turofobi

Forestil dig, at turen forbi supermarkedets køledisk med Buko, Danbo og brie giver dig åndenød, angst og ligefrem får dig til at græde. Eller at synet af en pizza med smeltet mozzarella instinktivt får dig til at flygte. Sådan er det for mennesker, der lider af turofobi – det er nemlig frygten for ost, og det er en af de mest sjældne fobier.

Det er tit en specifik ost, der udløser fobien, men for enkelte mennesker, er det alle typer, der får dem til at skælve.

Hvorfor får mennesket fobier?

Grundlæggende er dét at være bange for noget, vigtigt for menneskets overlevelse og er en mekanisme, der stammer helt tilbage fra Urtiden. Her var det vigtigt, at hjernen advarede urmennesket, når sabeltigeren nærmede sig. På samme måde advarer hjernen os i dag, hvis der for eksempel kommer en bil imod os.

Men for nogle har denne mekanisme taget overhånd, og angsten bliver derfor irrationel – vi bliver altså angst for ting, der reelt ikke er farlige.

Man kan sjældent pege på én bestemt årsag til, at man udvikler fobier. Her kan både biologiske forhold, adfærdsmæssige forhold og forhold som har med arv og opvækst at gøre spille ind.

Hvis man for eksempel har været udsat for en traumatisk oplevelse i en bestemt situation, vil man have større risiko for at udvikle en fobi for ting, som har forbindelse med denne situation.

Men man kan faktisk også tillære og udvikle bestemte fobier, hvis man ser, at ens mor eller far reagerer meget stærkt på bestemte ting – for eksempel edderkopper.

Vil du se mere?

Tjek vores YouTube-kanal ud, hvor vi undersøger forunderlig videnskab og laver sjove eksperimenter. Mange af forsøgene kan du lave selv derhjemme, og vi uploader jævnligt nye videoer på kanalen.

Er du vild med at eksperimentere, så tjek alle vores eksperimenter ud her.