You Tube Video

Lav et farverigt rødkålsforsøg

Hvad vil det sige, at noget er surt eller basisk? I dette farverige forsøg bliver ph-værdier visualiseret og forklaret. Se med!

Kan rødkål måle surhed?

"Hvad vil det sige, at noget er surt eller basisk? Jeg kaster mig ud i et farverigt forsøg – og DU kan gøre det samme! Det ligner ren magi – men det er faktisk videnskab. Rødkål kan nemlig afsløre, hvor surt noget er. Det kalder man en pH-indikator. Se de flotte farveskift og bliv meget klogere i videoen!"
- Emilie, vært på kanalen.

Se flere videoer her
s

Lav et farverigt rødkålsforsøg

I dette flotte og farverige forsøg bliver du klogere på videnskaben bag ph-værdi, syre og base.

Hvad skal du bruge?

  • Et friskt rødkålshoved
  • Køkkenkniv
  • Skærebræt
  • En kande
  • Fem vandglas
  • Elkedel
  • Lagereddike
  • Danskvand
  • Natron
  • Flydende afløbsrens
  • Sikkerhedsbriller + handsker

Sikkerhed

Med dette forsøg bruger du væsker, som ikke må komme på huden eller i øjnene. Bær derfor briller og handsker under hele forsøget, og når du rydder op. Brug også eventuelt et forklæde, da rødkål farver.

Sådan gør du

Dette forsøg involverer skarpe kemikalier, så sørg for at vær forsigtig med væskerne og hav handsker og briller på, inden I går i gang.

Kom i gang:

  • Tag briller og handsker på
  • Snit rødkålen – det må gerne være groft
  • Fyld din kande cirka halvt op med det snittede rødkål
  • Bring vandet i kog og hæld det kogende vand over rødkålen i kanden
  • Rør rundt i mindst 5-10 sekunder
  • Stil de fem vandglas på en række
  • Fordel det mørkeblå rødkålsvæske i alle fem vandglas (uden rødkålsstykker). Hæld højst halvt op, så der er lidt mere plads i glassene
  • Tjek at brillerne sidder foran øjnene og ikke oppe i håret!

Få væsken til at skifte farve:

  • Hæld forsigtigt eddike i glasset længst til venstre og se det skifte farve
  • Hæld forsigtigt danskvand i næste glas og se det skifte farve
  • Hæld ikke noget i det midterste glas
  • Hæld lidt natron i næste glas og se det skifte farve
  • Hæld forsigtigt afløbsrens i glasset længst til højre og se det skifte farve – men hov – vent et sekund eller tre mere – det skifter farve igen!

Hvad er pH-værdi?

pH er en skala, der viser, om noget er surt, neutralt eller basisk (det modsatte af surt). Der er flere måder, man kan finde ud af, om noget er surt eller basisk og farven i rødkål er én af dem.

Hvorfor skifter væskerne farve?

De farverige væsker udgør en skala, som viser, hvor surt eller basisk indholdet af væsken er. Glassene kan ses som en skala, hvor farverne skifter fra rød –> pink –> blå –> grøn/gul.

Nogle af de farvestoffer, som er i rødkål (anthocyaniner), har en pudsig egenskab. Når anthocyaninerne blandes med en stærk syre eller base, begynder de at vride sig og skifte form – hvilket gør at lyset fra væsken skifter farve.

Farverne afslører væskernes pH-værdier. I glasset længst til højre er væsken meget sur. I glasset længst til venstre er væsken meget basisk.

Normalt postevand er næsten helt neutralt, hvilket ses som blå på rødkålens skala.

Farven for noget stærk syre (meget surt) er helt rød, og farven for stærk base er helt gul.Derfor er Lagereddiken rødlig og afløbsrenset gult.

I danskvand er der også syre – kulsyre. Men da kulsyren er en svagere syre, er farvereaktionen med rødkål ikke helt så kraftig. Derfor bliver væsken ikke rødlig men pink.

Natron er som de fleste typer sæbe en svag base, hvilket farves grønt af rødkålen.

Forskellige husholdningskemikalier har forskellige pH-værdier. Syre er godt til nogle rengøringsformål (for eksempel opløsning af kalk), og baser er gode til andre rengøringsformål (for eksempel opløsning af fedt og hår i jeres afløb).

Så næste gang I er nysgerrige på et af jeres rengøringsmidler, kan I jo lige prøve at teste det med lidt “rødkålste”.

Vil du se mere?

Tjek vores YouTube-kanal ud, hvor vi undersøger forunderlig videnskab og laver sjove eksperimenter. Mange af forsøgene kan du lave selv derhjemme, og vi uploader jævnligt nye videoer på kanalen.

Er du vild med at eksperimentere, så tjek alle vores eksperimenter ud her.

Se mere